Follow me on my new websitesite - Turn Autism Around
Detox Succes Historier

Malou Junes genvej til lykke

Det har været fantastisk at få æren af at have Malou June med på Detox dig smuk, hun illustrerer hvordan detox dig smuk tilgangen til os selv og vores omverden ikke er helt nyt for alle og hun tilbyder i dag at dele sin tilgang til sig selv og livet, som den rejse det er….  

11 genveje til lykken


Jeg har samlet 11 punkter på en liste, af de overbevisninger som jeg lever efter hver dag – og som er stor årsag til, at jeg holder mig så glad.
Til dig. Fordi jeg er overbevist om, at du virkelig fortjener det!

Men først en lille introduktion og advarsel..

At blive ved med at satse på, at lykken kommer, hvis man bare bliver ved med at gøre hvad der forventes af omverdenen eller køber ting, man tror vil give mere lykke, er ligesom at tisse i bukserne for at få varmen eller fylde jord i et uendeligt hul; det hjælper måske kortvarigt, men i virkeligheden hjælper du virkelig ikke dig selv. Du er faktisk direkte skyldig i, at du ikke får mere glæde indeni.
Det uendelige hul kan nemlig kun fyldes helt op af dig selv.

Hvis man er ny i det her, vil min tekst højst sandsynligt provokere. Og det er okay. Provokation er tegn på at noget gerne vil rummes og accepteres i dig.
”Hvad er nu det for noget hippie-pis?” spørger du måske. Og før du lukker helt af, vil jeg lige tilføje, at det her hippie-pis altså virker ret effektivt! ;)
Hvordan ved jeg det? - Fordi jeg engang troede helt og holdent på de ældgamle (og mest udbredte) overbevisninger om, at først når jeg har det rette arbejde, mange penge, drømmeboligen og drømmekæresten - så bliver alt godt. Men det blev det bare aldrig helt.
Så jeg rendte uendeligt rundt i cirkler og lod vinden føre mig hist og pist. Forsøgte at leve op til mine egne og alle andres forventninger.
Og ja, det gav mig da oplevelser – men jeg havde ingen strategi. En klar plan, manifesteret fra mit indre, for, hvad jeg ville have mere af. Og jeg vidste ikke, at den følelse jeg har indeni, er dét som i virkeligheden manifesterer alt omkring mig. Følelsen indeni er det som lægger stenene for den vej, du går på - hver dag.
Dengang var én ting sikkert, selv om jeg ikke kunne se det: Netop fordi jeg ikke lagde en plan, gjorde omgivelserne det for mig; uden en plan, blev mine resultater jo bare tilfældige. Og ofte mere frustrerende, end lykkebringende.
Ja ja, alt det her lyder meget krystalkuglet med mayonnaise på toppen, det ved jeg godt. Men du læser det her af en årsag – det kan jeg garantere dig! ;)

Den gode nyhed er, at den dybe tallerken er opfundet i forvejen; så du behøver ikke opfinde en ny vej fra bunden – du kan tage dét du kan bruge fra alle andre og lade resten ligge. Du skal finde din egen vej, men man må godt inspireres undervejs.

Nu får du min liste.. Men først vil jeg bede dig huske:
Ingen kan love dig et problemfrit liv, for vi har alle sammen af og til udfordringer. Men jeg kan love dig, at den her viden kan give dig redskaber, så du kan få mere harmoni i dit liv!

1. Ville du tale til en god ven, som du taler til dig selv?

Hvis ikke, så ret op på det.
Vær opmærksom på, om du gentager negative ord eller andres dårlige meninger om dig fra fortiden, for dig selv! Det holder dig kun tilbage i fortidens dårlige overbevisninger. Tag dig ikke af andres ubetydelige meninger.


Gør dig fri fra det! For at bryde op med tendensen til, at hente bekræftelse i alle andre og i stedet begynde at få den fra dig selv, skal du starte med at være din egen forælder, bedste ven og coach. Og de taler altid pænt til dig og støtter dig med ubetinget kærlighed.

2. Anerkend dine følelser.

Tillad ikke andre at kritisere dig, når du føler som du gør. Og husk at, hvor meget du imødekommer dine egne følelser, er meget afgørende for, hvordan du har det.

3. Tyv tror hver mand stjæler.

De negative eller kritiske ting som folk synes, tænker eller siger til (eller om) dig, handler om noget i dem selv, de har svært ved at acceptere.

Det gælder også dig!
Se dine negative meninger som en gave og et praj om, hvad du mangler at acceptere i dig selv, så du kan bruge det til at vokse dig til et endnu mere fantastisk og tolerant menneske. Det kommer dig virkelig til gode, i sidste ende!

4. Hvis du bliver ved med at gøre som du altid har gjort, vil du få det samme resultat som du altid har fået.

Det er svaret på, hvorfor du ikke opnår forandring, hvis du kun går og drømmer om det. Der skal handling bag ordene. Og det starter alt sammen i dit hoved - for nye tanker og ny adfærd (overfor dig selv), spreder sig lynhurtigt som ringe i vandet til dine omgivelser og handlinger.

5. Du er IKKE din historie.

Du er IKKE hvad der er sket med dig eller hvad du HAR gjort. Du er bare dig – og det er dine handlinger NU OG HER, som skaber dit liv og din virkelighed.

6. Nuet er magisk.

Tænk bare på, hvor hurtigt du ville kunne forandre alting til noget lort, hvis du ville. Smadre din kærestes tillid, dine børns fremtid, dine venners indtryk af dig; bare ved at gøre noget destruktivt. På samme måde kan du gøre det omvendte, hvis du vil. Virkelig. It’s really that easy!
Så hvis du vil have et andet job - søg det. Hvis du vil bo et andet sted - så flyt. Osv.
Du har ALTID et valg!

7. Du er din egen begrænsning.

Dit liv er som det er, på grund af dine tanker og overbevisninger. Hvis du ikke mener du kan noget specifikt, sætter du faktisk gang i en proces fra din hjerne og ud i dine celler, så hele din krop og tankegang fører dig til den overbevisning. Det samme, hvis du mener du KAN!
Det er netop derfor at samtlige mennesker i mange år, har opnået mål der syntes umulige for andre – fordi de sagde ”jeg KAN og jeg VIL” – og så støtter kroppen og tankegangen op om den proces.
Så hvis du ser dit potentiale, i stedet for dine begrænsninger, vil det smitte af på dit liv.
Det er ikke nogen stor hemmelighed. Men det kan synes magisk og meget alternativt for dem, som aldrig har hørt om det før. Og ikke har indset det endnu.

8. Når vi ikke tiltrækker hvad vi vil have, er det fordi der er noget andet vi har brug for.

Eksempelvis: Du skal på café med din veninde og forventer (læs: vil have) en rigtig hyggelig kun-os-to veninde-tur. Du bliver skuffet og provokeret, da hun så inviterer nogle fremmede over til jeres bord.
I stedet for at blive i disse negative følelser, så se gaven i det. Se indad; hvad er det der gør, at du ikke bare synes, det er skønt? Er det fordi du ville ønske, du selv turde gøre det? Er det fordi du føler dig overset? Er det fordi du er misundelig over din venindes udadvendthed?
Der skete ikke det du ville have, fordi du har brug for at konfrontere noget i dig selv.
Hver eneste gang vi provokeres af noget andre gør, er det tegn på, at noget i dig beder om, at blive omfavnet, accepteret – og/eller udviklet. Enhver negativ følelse i dig, er en invitation til udvikling.
(Og hvis du har det helt fint med, når tingene ikke går som du vil have det – så nyd, at du har arbejdet tilstrækkeligt med dig selv, til at du er fleksibel overfor forandring!)

9. Nedsæt dine forventninger til dig selv.

Hvis de kommer fra andre, så sæt grænser. Du er KUN et menneske og det er dig selv det går ud over, når du knokler for at leve op til et eller andet ræs, som i øvrigt kun findes i dit hoved – og desuden kun foregår, fordi du tillader det. Andre kan ikke tvinge dig til noget, som du ikke selv vil have. Hverken handlings- eller følelsesmæssigt. Igen: Du har altid et valg!

10. Et NEJ til andre, er et JA til dig selv.

Du får ikke mere overskud af, at skulle tage dig af andre hele tiden. Du er nødt til at forstå alvoren af, at sætte dig selv først. Man kan ikke servere kage fra et tomt fad. Du er fadet, kagen er dit overskud og du behøver tid for dig selv, til at lave kagen.
Det bør betyde allermest, at du er glad, frem for at andre har det godt. Og hvis du er en af dem der siger ”jeg er kun glad, når andre har det godt” – så har du smidt ansvaret for dit liv og humør over på andre. - Og så er det altså dem der sætter dagsordenen for, hvordan du har det.
Det er ikke sundt, selv om det er pakket ind i kærlige hensigter. Tro mig; den korteste vej til at kunne være mere glad end ked af det (for sorg er også en naturlig del af livet, glem ikke det), er af og til, at sige nej til andre, i kærlighed til sig selv.
Eksempelvis: Så hvis din veninde har brug for en snak og du kan mærke, at du er udkørt, så meld klart ud. Din veninde vil sikkert langt hellere have en nærværende version af dig, end en udkørt version – og bliver nok gladere for din ærlighed, end hun bliver ked af din afvisning.

11. Vedvarende glæde kan ikke kan skabes fra materialistiske ting.

Jo - ferier og en ny lækker bil eller taske, kan da sagtens give glæde. Men det falmer hurtigt igen.
Du kan ikke forandre din tilstand på lang sigt, via udefrakommende ting eller begivenheder. Det vil altid glide tilbage til de samme gamle følelser igen, hvis du tror på det.
Ved at forstå, at vedvarende glæde udspringer inde fra dig, kan du komme derhen hvor du hele tiden har en basal glædesfølelse med dig, uden at være afhængig af udefrakommende bekræftelser. Nøglen til mere glæde og et mere harmonisk liv er allerede i dig.
Du bliver ikke gladere, af alt det knokleri eller af at prøve flere lappeløsninger udefra – knokleriet betaler sig kun, hvis du i forvejen er glad.
Tror du på, at du først bliver rigtig glad, når alt omkring dig er som du vil have det? – Hvis det fungerede sådan, så fortæl mig, hvorfor så mange gifte mennesker med fuldtidsjobs alligevel ofte ender udbrændte, stressede og frustrerede?
Hvis tilstanden af at ”alt er som det skal være”, er afhængig af ydre omstændigheder (job, parforhold, børn, hjem osv), så vil hverdagen oftest føles som en uendeligt stor opgave, at få til at gå op.
- Det er fordi, det fungerer omvendt: Når du føler glæde og accept indeni, går alting op i en højere enhed. Når du i forvejen er glad, bliver tingene som du gerne vil have det!
”Så du påstår, at hvis bare jeg er glad, så henter mine børn sig selv og så kommer der automatisk mad i køleskabet?” – Nej. Men jeg påstår, at du vil føle dig glad langt oftere og at flere af hverdagens opgaver og udfordringer vil føles lettere og dit overskud vil vokse, hvis du lader kilden til din glæde udspringe fra dig selv, i stedet for at basere den på, hvor meget (eller hvor lidt) du har nået at gøre eller opnået, af de ting du forventer (af dig selv).



Så vil du med på denne fantastiske rejse, som livet kan være?
For igen: vi tiltrækker og manifesterer det omkring os, som vi føler indeni! Og hvis vi ikke tager os af (og virkelig imødekommer, accepterer og omfavner) de følelser som dukker op til overfladen i os, så går de ikke væk – men vil poppe op igen og igen, fordi de vil lære dig noget og tages af, så du i sidste ende kan blive et gladere og mere harmonisk menneske.

Du kan sagtens vende skuden – det har jeg selv gjort. Og tro mig, jeg var virkelig infiltreret i gamle overbevisninger og skyggesider, uden tro på, at det kunne være anderledes, da jeg begyndte på det her.

Det kommer lige igen: Det er ikke når alt er ordnet, at du bliver holdbart glad – det er først når du i forvejen føler dig glad indeni, at alting går op i en højere enhed!
Vi kan ændre vores virkelighed, ved at ændre på vores meninger og overbevisninger – for det ER vores eneste begrænsning.
Er du i en tilstand af accept og kærlighed til dig selv, vil du åbne op for manifestation af endnu mere accept og kærlighed fra dine omgivelser. Dit selvværd og din selvrespekt vil nemlig stige, så du ikke tillader andet end dét, som resonerer med din glæde og din unikke rejse, som er dit liv.

God fornøjelse med det!

P.s. Har du brug for en rejseleder til at guide dig tilbage på sporet med større livsglæde og selvkærlighed, så kan du tilmelde dig HER.

 

 

Kommentarer (12)

  1. Karina på 07.11.2016
    Virkelig inspirerende indlæg
  2. zannie på 15.12.2015
    Tænk at finde dig her!?
  3. Dorte Kjellerup på 15.12.2015
    Tak for reminder-liste, der får spot på, at det starter hos os selv - glæden <3
    Kh. Dorte
  4. Malou June på 13.12.2015
    Tusind tak for jeres skønne kommentarer, jeg er så glad for hver og én - og jeg er taknemmelig for, at I kan bruge det! ❤️
  5. Nina Barbara på 13.12.2015
    Genialt ❤
  6. Kirstenheidi på 12.12.2015
    Skønneste reminder liste! Den havde jeg brug for at "støde tilfældigt på", dine tricks har jeg brug for at manifestere!! Skønt indspark - TAK. <3
  7. Sofie Nishida på 12.12.2015
  8. Ninka på 12.12.2015
    Elsker disse tips.
    Og vi ved, at det, der provokerer, er det, vi har allermest brug for at høre....

    ❤️❤️❤️❤️❤️

    Du er så smuk inside and out.

    Ninka
  9. Maria Olesen på 12.12.2015
    En rigtig skøn liste Malou June <3 Tusind tak for dine inspirerende ord <3 kærligst Maria
  10. Else Slagebro på 12.12.2015
    Meget tankevækkende, Malou. Hæfter mig især ved det med at være i accept og kærlighed til sig selv, som åbner for manifestation af endnu mere accept og kærlighed fra andre.
  11. Janne Hvarness på 12.12.2015
    Intet mindre end fantastisk ❤️
  12. Anna Ronja på 12.12.2015
    Wauw tusind mange tak Malou June ❤️ En liste jeg super gerne vil have op at hænge! ❤️

Efterlad en ny kommentar

Var denne blog en øjenåbner?

Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.