Follow me on my new websitesite - Turn Autism Around
Detox Succes Historier

Detox succes ritualer: taknemmelighed, skaberkraft, manifestation

sundt sind, balance, smertefri, anti inflammatorisk, god søvn, livsstil, taknemmelighed, tiltræk penge, ritualer, mindset, pinealkirtel, vinterbad, hæv din bevidsthed

Christina har fra starten ramt noget i mig, på hvert detox forløb formår hun at rykke sig til nye højder. Hendes omsorg, mod og evne til at manifestere er alt sammen dybt inspirerende. Tak for dig Christina, glæder mig til endnu et år sammen.

 

I dag åbner “Detox dig smuk”s kalender låge nummer 20


Jeg ønsker dig af hele mit hjerte en glædelig og selvkærlig jul. Jeg har glædet mig helt vildt til at skrive her på Ninkas fantastiske blog. 

Personligt har mødet med Ninka totalt ændret mit liv og gjort mig til en selvkærlig, selvhelbredende, smuk, positiv og glad kvinde. Derfor vil jeg i dag give dig nogle af mine bedste tips og gode ideer til at detoxe, som kan bruges både her i denne søde juletid, men også fremadrettet.

Jeg elsker juletiden. Det gør jeg virkelig. For det er hjerternes fest. Kærlighedens fest. Det er latter, varme , traditioner og hygge med venner og familie. Det er også den tid på året, hvor vi gør status og rækker hånden ud til dem der ikke har så meget. Venlighed, betænksomhed, kærlighed og værdsættelse af hinanden, er december måneds gaver til os. Men desværre får mange af os ikke set gaverne. For vi overdynges og opsluges af travlhed, skrigende og sukker-overloadede børn, fed julemad, for lidt søvn, stress og jag, pligt besøg og jule tam tam i skole, børnehave og idrætsforeningen og overskridelse af december måneds budget – av det svider som en hudafskrabning...og resulterer i julehygge med familien som ikke ender så hyggeligt som ønsket, eller i overspisning igen og igen. 


Jeg har en glædelig nyhed. 

Sådan behøver det slet ikke at være. Du kan roligt smide "den gamle juleopskrift" ud i skraldespanden, sammen med din dårlige samvittighed og mangel på overskud.De sidste 19 dage har alle mine fantastiske og dygtige detox-søstre generøst øset af al deres detox-viden, opskrifter, kærlighed, oplevelser, transformationer, tips & tricks og meditationer. Og i dag fortsætter det. Jeg vil nemlig fortælle dig om, hvad jeg gør for at holde mig sund i krop, sind og sjæl. Ikke bare i december måned, men hele året rundt.

Jeg hedder Christina. Jeg er 46 somre og er gift med en rigtig dejlig mand. Jeg er mor til 3 skønne børn i alderen 11-19 år. Jeg startede på “Detox dig smuk” december 2014 og mit liv ser i dag meget anderledes ud, end for blot et år siden. Inden jeg startede på “Detox dig smuk”, var jeg super-stresset, vejede for meget, havde sorte rande under øjnene og sov meget, meget dårligt. Min mave gjorde altid ondt og det har den faktisk gjort lige så længe, jeg kan huske tilbage. Hver gang jeg startede på en ny motionsform måtte jeg opgive grundet inflammation i kroppen. Mit humør svingede og jeg følte, at jeg til tider mistede kontrol over min egen krop. Tit gik jeg rundt med en ked-af-det-hed indeni og følte mig forkert, misforstået, ikke god nok og mindre værd end alle andre. Jeg følte mig altid fattig og i underskud af energi og økonomi.  Men i dag sidder jeg nu afstresset, glad og positiv på daglig basis, i balance med mig selv. Jeg har fået et nyt arbejde og praktiserer masser af selvkærlighed og taknemmelighed hver dag. Mit selvværd har fået et giga-boost og jeg tager nu fuldt ansvar for mit mit liv og er blevet rigtigt god til at lytte til min krop og handle på det. Jeg har tabt mig, har aldrig ondt i maven mere og jeg sover som en lille baby. Min pengesituation har ændret sig markant i en positiv retning og min mand og jeg har det bedre end nogensinde. Faktisk har hele min familie det bedre end nogensinde. Det er den vildeste transformation jeg, på kun et år, har været igennem. 

 

Men hvordan kom jeg så hertil ?

Ved at arbejde bevidst og intenst med mig selv, drikke masser af vand, detoxe, spise sundt, økologisk, glutenfrit og mælkefrit.Det indre arbejde er, efter min erfaring, meget vigtigt. Det er faktisk det, jeg har brugt mest tid og energi på. Du kan spise nok så sundt, dyrke nok så meget motion, men hvis du hele tiden sviner din smukke krop til med ukærlige og kritiske tanker om dig selv og dine omgivelser, har din sunde livsstil ikke nogen langvarig effekt. Derfor er det så vigtigt, at du i julegave i år giver dig selv "selvkærlighed, positive tanker og bekræftelser " i rigelige mængder. Hvordan jeg bruger positiv tænkning og bekræftelser i mit liv. Hver dag arbejder jeg meget bevidst med mine tanker. At tænke positivt og forandre mit liv med bekræftelser. Med “bekræftelser” mener jeg bevidst at vælge ord, der enten kan hjælpe dig med at fjerne noget fra dit liv, du ikke er glad for eller skabe noget nyt og dejligt i dit liv. Enhver tanke er faktisk en bekræftelse. Alle vores tanker og al vores tale, også når vi snakker med os selv, er bekræftelser og derfor med til at skabe dit liv. Derfor er det SÅ vigtigt, at du gør dig bevidst om dine tanker. 

 

Spejl-arbejde

Det er ganske enkelt, men har en kraftfuld virkning. Du skal blot bruge et spejl. Se ind i spejlet og kig dig selv direkte i øjnene, mens du siger forskellige bekræftelser højt til dig selv: fx “Jeg elsker dig, jeg elsker dig virkelig. Jeg accepterer dig præcist som den kvinde, du er”  eller: “Jeg elsker min krop og jeg elsker at passe godt på den” I starten kan det godt virke lidt komisk eller åndssvagt, men det er faktisk den hurtigste metode til at opnå gode og positive resultater. Så brug dem hver dag. Sig tak tak tak, så tit du kan og mærk din taknemmelighed for dit liv og det, der kommer til dig. Livet er faktisk ret enkelt. Hvad vi sender ud får vi tilbage. Så hver en tanke, vi tænker, skaber vores fremtid. 

 

Penge

Julen varer længe, koster mange penge. Det er en bekræftelse i sig selv. Er det nu også sandt eller behøver det at være sandt. I mange år kæmpede jeg med fattigdoms-tanken. "Penge er ikke noget, man bare plukker på træerne". "Vi har ikke salt til et æg". "Du skal knokle for at få penge". "Jeg har ikke fortjent at have penge". Hvis du har den overbevisning, at der aldrig er penge nok eller, du ikke har fortjent at have penge nok, så er der heller ikke penge nok. Det mind-set kan du ændre, men det kræver et personligt, indre arbejde. “VI SKABER SELV VORES VIRKELIGHED”Det er ikke muligt at tiltrække penge ved at have en tankegang, der bekræfter dig i, at du ingen penge har eller ikke har fortjent dem. Hvis du brændende ønsker dig flere penge på din bankkonto eller en ny bil,  skal du starte med at ændre din tankegang og brug positive bekræftelser og virkelig ville det, så universet kan respondere på dine ønsker. Jeg foreslår, at du siger nogle af disse bekræftelser, som har virket for mig.

“I dag er en dejlig dag. Penge kommer til mig på forventede og uforventede måder.” 

“Min indkomst er konstant stigende og jeg har fremgang i alt, hvad jeg gør”

Mine detox-ritualer



Jeg begynder hver morgen med at takke universet for alt det, jeg har at være glad for. Fx. min dejlige mand, mine børn, mit hus, mine venner og familie og at jeg har et job, whatever.. eller bare sig tak til universet. Det er en rigtigt god ide, at sætte positive fodaftryk allerede fra første bevidste tanke, da de bliver den nye dags fundament og når du sender den første taknemmelighed afsted, afløses den let af endnu en. Modsat, hvis du starter dagen med at tænke noget negativt, sætter du et negativt aftryk på dagen og en negativ spiral er allerede sat i gang. Derfor TAKNEMMELIGHED lige fra morgenstunden og så ud af de varme dyner og ud på bare tæer. Helt udenfor i haven. Jeg går med bare tæer i det våde eller sneklædte græs. Jeg mærker græsset under mine fødder og forbinder mig i min bevidsthed med jorden, som giver mig jordforbindelse og ro på. Jeg trækker vejret helt ned i lungerne 6-7 gange. Dernæst vender jeg næsen mod øst og fanger solens første spæde stråler. Det hedder SUNGAZING. Når jeg sungazer kigger jeg ind i solens allerførste solstråler når den lige rejser sig i horisonten. Du må max se ind i solens stråler 10 sekunder og endelig kun, når solen lige er på vej op. Sungazing menes at hæve dit energiniveau, samt påvirke pinealkirtlen i hjernen. Pinealkirtlen producerer hormonet melatonin, som er ansvarlig for bl.a. din søvnkvalitet, cellernes livslængde og kroppens døgnrytme. Før mit morgenbad TØRBØRSTER jeg hele min krop. Børste kan købes på DETOXME.DK.


At tørbørste sin krop betyder, at du bruger en særlig teknik til at børste  din hud på ben, arme, mave og den del af ryggen, du kan nå.  Der er mange fordele ved at tørbørste din hud. Jeg har fået den lækreste blødeste hud, huden eksfolieres og du øger udrensningen af kroppen. Om vinteren tænder jeg stearinlys på badeværelset og laver morgen-spa-stemning. Jeg afslutter mit bad hver morgen med EN KOLD SKYLLE , da det slanker og motioner alle blodkarrene. Mange Detoxere er seje vinterbadere, men af praktiske årsager er det mig ikke muligt lige nu og skidt pyt med det. Jeg er også rigtigt glad for min vinterbade-light-udgave på mit eget badeværelse. 

På vej på arbejde og hjem igen lytter jeg næsten altid til cd'en: “Jeg kan” af Louise L. Hay, som kan købes på Plusbog.dk. Den engelske titel er: “I can do it”Hvis man køber bogen, følger der en cd med, men du kan også lytte til hendes cd gratis på Youtube på følgende link: "I can do it" af Louise L. Hay. Når jeg kommer hjem  går jeg ud i naturen for at blive blæst igennem. Jeg tager min musik-enhed i lommen og sætter mine yndlingsnumre på. Somme tider går jeg og skråler højt med på de fedeste 80er-numre og andre gange er det lækker blød klassisk musik, jeg hører. 

 

Aften-ritualer

Så vidt muligt blød belysning om vinteren og nul elektriske dingenoter efter 18.00. Tit tager jeg et FODBAD med EPSONSALT som er udrensende og beroligende. Kan købes i Matas og de fleste helsekostforretninger. Jeg bruger Ninkas “Detox dig smuk”-meditationer, lavet og indtalt af Carsten Højgaard og lytter til dem hver dag. Lige inden jeg går i seng kl. 22.00, renser jeg min hud og sætter mig i seng med stearinlys og min taknemmelighedsdagbog. 

TAKNEMMELIGHEDSDAGBOG kan være en sød eller smuk bog, du kan skrive i hver dag. I min taknemmelighedsdagbog skriver jeg alt det, jeg er taknemmelig for.  Det geniale ved en sådan taknemmelighedsdagbog er, at du kan bladre tilbage og se alt det, du tidligere har været taknemmelig for. Universet vil høre din taknemmelighed og belønne dig. Det er loven om tiltrækning. En tanke skaber en følelse, der skaber en adfærd, der skaber en fysisk manifestation. 

Se mere på min egen blog: Goodlifebybartholin 

Andre ritualer

Nytårs-ritualet. Nytårsdag plejer min familie og jeg at tage til vores hemmelige yndlings-strand og lave et lille bål. Hjemmefra har vi alle lavet 2 sedler. På den ene står der alt det, vi gerne vil slippe for det år der lige er gået og hvad vi har lært af det. På den anden seddel står der alt det, vi ønsker os af det nye år, som er på vej. Vi laver en cirkel af sten rundt om bålet og i højtidelig stemning brændes alt det “gamle”, vi gerne vil af med. Nu er det væk og vi er bevidste om, hvad vi har lært af det. At øge vores bevidsthed om, hvad vi kan lære af forhindringer og problematikker i vores liv, ser jeg som en stor gave. 

Familie på Detox



Som familiemor og kvinde er der selvfølgelig en del at se til. Men efter jeg er startet på Detox, er jeg i langt højere grad blevet bevidst om at fordele hjemmets opgaver mellem alle familiemedlemmer. 

Det gør ikke noget, at det roder lidt engang imellem eller, at der ikke hele tiden er fuldstændig tjek på hver en detalje i vores hjem. Det har helt klar givet mig mere ro på. I starten af min detox-karriere blev jeg temmeligt “hellig og engageret” i min nye fantastiske livsstil, så jeg begik den klassiske fejl. 

Jeg begyndte at belære og prædike min nye viden over for min familie. Det kan ikke anbefales. Det havde den modsatte effekt af, hvad jeg ønskede. De blev irriterede på mig. Og forståeligt nok. Hvis det man gør ikke virker, må man gøre noget andet. Så  jeg lagde fokus på mig selv og ikke som tidligere min familie. Jeg tog ansvar for mit eget liv. Jeg slappede af, koncentrerede mig om min kost, min sundhed, min krop og mine hensigter og ganske hurtigt sænkede mine børn og min mand paraderne. 

Stille og roligt kom der mere og mere økologi ind i familien, glutenfrie produkter sneg sig ind på hylderne og den lækreste Detox-mad blev oftere og oftere serveret. Det førte også til et “familiemøde” hver søndag kl. 18.00, hvor vi i fællesskab lægger en madplan for den kommende uge, som tager hensyn til min detox-type, samt deres ønsker og behov. 

 

Familiekalender:

Og nu endnu et rigtigt godt detox-råd. Vi har downloadet en fælles kalender til alle vores mobiltelefoner og iPads. Heri skriver alle selv deres aftaler eller aktiviteter, så det ikke længere kun er mig, som mor, der ved besked om alt mellem himmel og jord. Nu ved vi alle det samme og i starten henviste jeg dagligt til vores fælles kalender, når de spurgte om dit eller dat. Det er en kæmpe lettelse for mig at slippe for at være familiens sekretær. Det har frigivet tid og energi, som jeg kan bruge på mig selv. 

Christinas julekugler

20 stk.

150 gr. øko. dadler u/sten
2 1/2 spsk. øko. kakao, gerne raw
2 spsk. øko. mandelmel
2 spsk. øko. kokosmel
1 spsk. øko. glutenfri havregryn
1/8 tsk. øko. kardemomme
1/2 tsk. øko. vanilje
2 spsk øko. smør eller øko. kokosolie
4 spsk. appelsinsaft fra saften af en øko. appelsin

Dadlerne skæres i små stykker og blendes sammen med alle øvrige ingredienser. Rulles til kugler og rulles derefter i kokosmel eller mandelmel. Stilles på køl en halv times tid.  

Jeg ved, at jeg gør mit bedste hele tiden. Og alligevel falder jeg nogle gange i et “hul”. Lige så snart jeg “opdager” det, starter jeg bare igen og undlader helt at slå mig selv i hovedet. For det er bedre at detoxe 55% end slet ikke at detoxe. Men efterhånden vokser livsstilen og ritualerne på dig og det hele bliver mere en vane eller noget der ligger på rygraden. Det er det, der er så FANTASTISK. Dejlige Ninka sagde for noget tid siden i et Webinar, at nogen gik til badminton og andre “gik til detox”. Jeg går til detox og kan på ingen måde forestille mig at skulle kunne undvære det. At “gå til detox” i Ninkas fantastiske Tribe er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det har ændret mit liv på alle planer. Glædelig jul og et godt nyt og spændende år. 

P.s. Er du blevet nysgerrig på du kan skabe det liv du drømmer om? Læs mere HER.

Kommentarer (21)

  1. Sus Dalgas på 01.02.2016
    Hej Ninka.
    Jeg har henvendt mig før med en af dine fine blog indlæg ang din søn og hans højde. Fik ikke svar.
    Sascha har bedt mig om at skrive under et af dine blog indlæg.
    Jeg ved du har en kæmpe viden og derfor tillader jeg mig at prøve igen under en blog som ikke handler om det emne.
    Sagen er den at jeg er desperat. Min søn på 16 år er kun 154 cm høj og vokser næsten ikke. Lægerne presser på for at give ham hormoner, og jeg ønsker at ha prøvet ALT inden vi giver ham hormoner. Har du nogle råd til hvad jeg kan gøre eller hvem der ellers kunne være kompetent til at hjælpe mig.
    Håber du svare da jeg virkelig er desperat og har brug for din viden.
    Mange knus Susanne
  2. Bettina på 22.12.2015
    Takk for fantastisk gode tips ❤️Så inspirerende!
  3. Ninka på 21.12.2015
    Christina. Du har længe været et lysende forbillede for så mange detoxere. Og jeg elsker hvert sekund med dig i vores detox tribe. Hold KÆFT, hvor du rykker
  4. Stine Salling på 21.12.2015
    Tusinde tak for dit dejlige og inspirerende indlæg, jeg havde virkelig stor glæde af at læse det
  5. Maria på 21.12.2015
    Knus og kram og tak for deling af din viden og erfaring ❤️ Du rammer helt klart noget som jeg igen og igen "glemmer". Det behøver ikke være et hårdt enten eller setup. Det vil være meget mere dejligt at lade det hele komme af lyst og virkelig nyde de ting som føles gode og healende i min krop ❤️Istedet for at fokusere på de ting som ikke lykkes. Tak for dine tanker og rak for dig
  6. Lærke Zimakoff på 21.12.2015
    Hamrende smuk og inspirerende. Din rejse har været SÅ vild at følge og jeg elsker at du deler ud af dine mange guldkorn ❤️❤️❤️
  7. Elsebeth på 21.12.2015
    Så fantastisk og dejlig og smuk en person, du er, sødeste Christina ❤️❤️❤️
  8. Mille på 20.12.2015
    Tak for et inspirerende indlæg <3
  9. Sanne Mei på 20.12.2015
    Tusind tak for dit skønne oplæg kæreste Christina - det er så kærligt og så inspirerende. Tak for dig og for følgeskab <3 <3 <3
  10. Christina på 20.12.2015
    Else, Gitte og Anna
    Tusinde tak for jeres kærlige ord!
    De rør mig dybt
  11. Else Slagebro på 20.12.2015
    Christina, for pokker - hvor har din blog været værd at vente på. Jeg sidder og er totalt taknemmelig over at være på detox-rejse sammen med dig
  12. Anna på 20.12.2015
    Hvor er du fantastisk!! Jeg elsker din dejlige blog ❤️❤️❤️
  13. Gitte på 20.12.2015
    Det er sa fantastisk smukt
  14. Christina på 20.12.2015
    Hvor er I bare søde <3
    Jeg er SÅ taknemmelig for at I finder inspiration i det jeg skriver.
    Og fra Hjertet TAK for de kærlige ord i har sendt mig <3
  15. Maria Olesen på 20.12.2015
    OG PS. Jeg skal da lave dine julekugler i dag :) <3
  16. Pauline på 20.12.2015
    Så fint skrevet Christina, og opløftende :)
  17. Ann M B på 20.12.2015
    Fantastisk skrevet Christina.
    Du er så kærlig og min dejlige inspiration.
    Tak❤️
  18. Maria Olesen på 20.12.2015
    Åh Christina <3 Jeg er SÅ HELT igennem vild med dig <3 Sådan en smuk, dejlig, varm, kærlig og inspirerende blog <3 <3 <3 Du her virkelig verdens største hjerte. Tak for dig vidunderlige kvinde <3 Kærligst Maria
  19. Nana på 20.12.2015
    Christina ❤️ Dejlig blog
  20. Heidi zink på 20.12.2015
    Tak for dig smukke. Jeg er fuldstændig vild med DIG. Kys kys kys
  21. Sanne på 20.12.2015
    Meget inspirerende og opløftende
    Tusind tak

Efterlad en ny kommentar

Var denne blog en øjenåbner?

Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.