Ninkas Detox tips og guides

Chok

Lad mig fortælle dig en historie fra min sommer. Den handler om chok. Det her billede er det første clue.

Det er et billede af Kirsten, Christine og jeg og vores mænd, som mødes for at snakke om den virak, som vi i dagene inden billedet blev taget havde oplevet, da vi lagde en vis video på you-tube.

Vi starter med min mor. Her er hun. Min lille, store, søde, nogen gange dumme og irriterende, men for det meste vidunderlige mor.

Vi har været på højskole sammen. Her danser hun mavedans så fint.

En aften sad vi på sengen efter en lang danse-dag. Og jeg fortalte hende noget, der havde bekymret mig længe. Nemlig, at jeg ikke kunne mærke noget.

Ikke sådan fysisk. Nærmere indeni.

Normalt kan jeg rigtig godt lide at kigge på smukke mænd. Altså bare beundre deres manderi, for jeg har jo selv en lækkermås derhjemme. Og jeg plejer at blive helt glad af alt det muskleri, skæg, hår på underarme og da især hvis de danser...Og sveder.

Men indenfor den sidste måned....Intet.

Og må jeg lige nævne, at jeg har været i Italien.

Og der var træningslejr for italienske fodboldspillere på hotellet. Stadig...ingen reaktion.

På samme måde med dansen, som normalt kan gør mig helt høj. Jo, det var dejligt at danse på højskolen. Men hvor fanden var endorfinerne og sommerfuglene i maven?

Det synes min mor var meget foruroligende. Hun har trods alt kendt mig hele livet og ved, at en Ninka uden begejstring over dans og mænd, det er bare ikke nogen rigtig Ninka. Så kiggede hun på mig og sagde:

"Jeg tror, du har fået et chok. Over at blive genstand for så meget tumult på youtube, da du sendte videoen om Kernesund Millionøse ud og den blev viral og angrebet fra alle sider."

Og da hun sagde det, kunne jeg med det samme mærke, at det var rigtigt.

Den første reaktion på chok er følelsesløshed. Ligesom efter en ulykke, et fald eller en voldsom oplevelse. Kroppen lukker ned for at beskytte.

Bagefter kommer sorgen. Og der på sengen sammen med min mor, følte jeg mig meget lille og jeg kunne mærke en flod af tårer, der af en eller anden grund sad fast midt i brystet endnu.

Det var åbenbart simpelthen for voldsomt at blive kaldt klam, dum, ulækker, medieluder, pengegrisk idiot og dømt en hel måned i pressen af alle fra have-designere til stand-up-komikere, tidligere kolleger og folketingspolitikere.

Gudskelov, på en måde.

Så er det ikke fordi jeg er blevet gammel og kedelig....

Så der er jeg nu. I gang med at hele.

Og så sendte min søde ven, Gitte Koldtoft mig en video med Elisabeth Gilbert, hvor hun siger, at de fleste mennesker, der er kreative og som mange læner sig op ad for at få inspiration og en vej ud af egne problemer har en ting til fælles. Og det var dermed hendes eneste råd til alle os i knibe:

"We are in the career of continuing on".

Og det kan jeg mærke, at jeg er. Intet kan stoppe mig.

Stopper du og går i retræte, når du møder modstand, eller er du "in the career og continuing on"?

Og hvad er det bedste ved din mor?

Tilbage til blogoversigten

Kommentarer (6)

Laila Gifstad på 19.08.2010

Kjære alle sterke flotte kvinner!!
Takk for at du Ninka tok opp dette temaet, og dere andre for å dele erfaringer. jeg sitter her og kjenner på at slik er det nok for meg, men jeg vet ikke hva jeg skal gjøre. hva gjorde dere? hva vekket dere fra tornerosesøvnen?

Gode tanker
Laila
Doreen Møller Holmquist på 19.08.2010

Jeg tror jeg gør begge dele. Først skal man jo slikke sårene og så rejser man sig og går videre frem.
Forleden var der en der lod alt sin voldsomme vrede gå ud over mig, det kunne jeg klare. Men på et tidspunkt kommenterede jeg på noget af det, da jeg var uenig....det skulle jeg ikke have gjordt, for nu havde jeg taget holdning til alt det lort jeg skulle høre på. Nu blev vreden personlig mod mig, jeg blev så overrasket over voldsomheden og at det kom fra den vinkel af at jeg var glad for at jeg sad ned. Jeg kunne simpelhen mærke at jeg blev gele i benene. Jeg bevarede fatningen og talte roligt til vedkommende spurgte om der var andet, der berørte velkommende.
Men resten af dagen og dá jeg kom hjem klaskede jeg helt sammen.
Jeg havde heldigvis mulighed for at tage en fridag og pleje mig selv og valgte at få en coaching jeg var blevet lovet for lang tid siden, det fik mig til at lære af situationen og komme videre.

Jeg tror spirituelt at der er en spirende sårbarhed for den gruppe der ved vi skal gennemgå forandringen nu. Så tanken om at vi ikke er alene hjælper mig også.

Jeg har ikke nogen mor og heller ikke nogen far, de er begge døde, selvom jeg kun er 43år. Min mor døde for 1,5 år siden, min far for 17 år siden.
Så husk at spørge hvad kan din mor eller hvad kunne din mor???, jeg er nok ikke den eneste, der tænke" øv jammen sådan en har jeg ikke mere".
Men hun kunne mange ting: hun ville lytte til mine bekymringer om jeg så ringede kl.3.00 om natten. Hun ville komme(hvis hun var rask) hvis jeg havde problemer....nu var hun også pensionist så hun kunne det. Hun kunne ikke altid forstå mig , da vi var meget forskellige, men hun ville altid gerne hjælpe.Hun ville altid give husly hvis jeg ville komme. Hun ville altid gerne have besøg af en. Hun glæede sig over ens fremgang, og blev stolt hvis noget gik godt. Hun overraskede mig gang på gang med sin sejhed. Hun var en skøn mormor.
Jeg savner vores næsten daglige telefonsamtaler,eller når hun kom på besøg og boede hos os i nogle dage på landet, eller bare et sted og forum hvor jeg kunne være "lille" og sårbar engang imellem.
Vær du taknemlig over at have dine forældre, også når du syntes de er irriterende.

KH Doreen
Christina Pedersen på 18.08.2010

Kære Ninka

Tak for din hudløse ærlighed - den rører mig dybt, og jeg fik sat focus på min egen "hårdhed" og "an selv"

Thank you - I love you

Christina
ninka mauritson på 18.08.2010

TAK for jeres respons. Og tak for din ærlighed, Pia.

Det er virkeligt vigtigt, at vi tør være sårbare.

Jeg har allerede åbnet op og er begyndt at græde ordentligt.

Min overlevelsesmekanisme fra min barndom har altid været at lukke af, spille hård og uovervindelig.

Men så er der ingen udvej for sorgen, som må lagre sig indeni.

Hvis vi skal støtte hinanden er vi nødt til kunne være autentiske og ærlige. Også når vi har allermindst lyst.

Knus

Ninka
Pia Brøcker på 18.08.2010

Kære søde, dejlige Ninka.
Endnu engang kommer du mig til undsætning!
Jeg har lige læst ovenstående, og jeg sidder simpelthen og tuder, for jeg har det ligesom dig, og har haft det sådan i et år, men har bare tænkt at det er overgangsalderen og jeg er ved at være gammel, noget der er enormt svært for mig at acceptere, fordi indeni føler jeg mig ikke gammel. Lige nu er jeg på vej ind i et nyt liv, men jeg skal jo bestemme mig til hvad det nye liv skal indeholde (andet end ikke at have pengebekymringer!). Det er helt oplagt at jeg skulle arbejde med kost rådgivning specielt til familier med autister, eller andre specielle børn. Det er nok det jeg ved mest om.....MEN jeg er bare så træt af det på en måde, og kan overhovedet ikke finde nogen passion for nogen som helst ting, bortset fra at lære og lære om kernesund livsstil, kernesund millionøse, osv. Men når jeg tænker på glæde, samliv, kærlighed, så mærker jeg intet!
Så da jeg læste hvad du skrev, tænker jeg også at jeg har fået nogle chock indenfor det sidste år. F.eks da en af mine \'specielle\' børn begyndte at slås med mig, eller når de siger grimme ting til mig som person (dagligt), det er enormt hårdt. Og sidste gang vi flyttede kunne jeg bare ikke gøre andet en det mest nødvendige i næsten 3 mdr. det var chokerende for mig, som normalt kan det hele. Men nu kan jeg mærke sårbarheden, jeg tror bare aldrig jeg har givet mig selv lov før.
Som du siger, så giver jeg jo ikke op, eller holder op med at kigge fremad til noget bedre. Det bliver jo kun værre af at give op, så når man jo ingen steder. Så jeg er \'determined to continue to be a pioneer\'.
Sa er det sagt, og jeg har bestemt ikke ondt af mig selv, fordi jeg ved at alt der sker vokser jeg af, og \'all is well\'! Hvis det er slemt i dette øjeblik kan det kun blive bedre næste øjeblik!

Kæmpeknus,
Pia
Henriette Reitz på 18.08.2010

Kæreste Ninka.
Jeg kan mærke,helt nede i maven,hvor ondt det gør mig på dine vegne,at du oplever denne følelsesløshed. For jeg har jo selv oplevet den masser af gange desværre. Heldigvis fortsætter den ikke for altid,men mens den er der,er det nærmest som at være i en glasklokke. Synes jeg. Hvor den ene dag tager den anden,uden jeg egentlig rigtig kan huske hvad jeg har lavet,hvad jeg skal eller hvorfor. Jeg håber du får løsnet op for følelsesløsheden snart.

Kys og kærlige tanker,thank you,I love you

Henriette