Damerne på bloggen drejer rundt, rundt, rundt
Der skete et eller andet inde i hovedet på mig i går. Jeg fik nok.
Det var godt, jeg var til fødselsdagsfest hos min veninde her. Jeg trængte til at blive muntret op.
En af mine favorit-bloggere skrev på facebook, at hun var røv-træt af menesker, der altid skrev positive opdateringer i statuslinjen. Hun skrev:
"Der er forskel på at være positiv, dem der giver mig kvababbelse er dem, som altid formår at se det positive i alting og skilter så meget med deres positive indstilling og engle og affirmationer, at jeg drister mig til at sige at de har ja-hatten trukket lidt for langt ned."
Det var en crowd-pleaser:
"Surhed er vejen frem". Blev der svaret. Og meget andet i samme retning.
Og jeg er enig i, at glansbilleder er kedelige. Og at det irritterer mig, at jeg selv har samlet på dem.
Men ved I hvad? Jeg er simpelthen så træt af de modsatte tendens.
"Miserableriet".
Hvor mødre på nettet overgår hinanden i blogs og facebook-opdateringer om det hårde hverdagsliv. Nu med ironisk distance og humor.
Det var Majse Njor, der startede det hele med sine ærlige hverdagsbilleder fra en hverdag, hvor hun drak så mget om aftenen, at hun brækkede sig i en skraldespand på vej til børnehaven med den lille ("muahahaha). Og så videre.
Nu synes jeg ikke det er så sjovt længere.
Jeg gider ikke høre mere om morgener, hvor ungerne har viklet slikkepinden ind i håret, har ondt i øjenvippen og skriger, imens mor får dellerne i klemme i dørkarmen, imens manden tager flugten på arbejde (og i øvrigt ikke får noget sex). Og så køber man lige en OMA-blanding og hamrer en færdig-kage sammen til festen i børnehaven og skriver en blog om det og om al den motion, der selvfølgelig ikke er tid til at dyrke. FOR HVEM ORKER AT VÆRE PERFEKT!!!!!!!
Den pointe er næsten sikker hver gang. Bare man ikke er perfekt. Så kan man næsten være hvad som helst. Perfekt. DET er bare det værste...
Og hvis du vil være sikker på at få en blog, hvor læserne jubler og klapper dig på ryggen, så skal du bare skrive noget lignende. Eller som en af pigerne skrev i kommentarfeltet i går på facebook:
"Det er derfor, du elsker mig. Frederiksbers sureste statuskælling".
Smilet er stivnet for længe siden. Jeg tror simpelthen ikke på, at der bliver grinet ret meget andre steder end i kommetarfelterne ude på nettet. Og selv der bliver latteren skinger. Jeg er ikke overbevist. Jeg tror ikke, at mændene derhjemme griner.
Og hvorfor bruge tid på at brokke sig over elendigheden? Hvis det er så MISERABELT, så lav det om. Det er Danmark, vi bor i. Og jeg tror, der er mange mødre både i DK, Iran og Pakistan, der gerne byttede den sure Frdeiksberg-hverdag ud med deres egen...Blandt andet to mødre, jeg kender, der hver har meget adfærdsudfordrede børn.
Som de er alene om.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet.
De der damer, der hele tiden er positive i deres status-opdateringer.
Er det virkelig værre, end at være sur? Det er i hvert fald ike nemmere at se det positive i alting.
Den der evige lyseslukker og kritiker indeni, arbejder på højtryk døgnet rundt. Behøver vi også at dyrke den på nettet? Under dække af selvironi?
Jeg får en fornemmelse af, at det ikke er de positive status-opdateringsdamer, der har hatten trukket for langt ned.
Knus
Ninka
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (9)