En kryster kapitulerer

"Nej tak, det har jeg ikke lyst til". En høflig, enkel sætning. Uden negativ klang.

Alligevel har jeg hele mit liv været RÆDSELSSLAGEN for at sige den.

Jeg er sikker på, at I er mange derude lige nu, som har det på samme måde.

Forestil jer sætningen som svar på:

Vil du have et stykke kage?

Vil du med i byen?

Vil du gøre dit og dat for mig?

Når man som mig har spist for 20 - 50 kroner slik, røget 20 smøger og drukket flere genstande om dagen i mange år, er man vant til "at æde lorten".

Jeg blev god til at lade være med at mærke, hvad der var godt for mig. Ellers kunne jeg slet ikke leve sådan. Jeg mistede min selvrespekt.

Den skal jeg stadig kæmpe for at bevare.

Trangen til at udslette mig selv, skrue et smil på og æde lorten dukker op ved flere forskellige lejligheder:

Når svigermor synes, at jeg er besværlig med mine mad-ønsker for børnene.

Når mennesker med autoritet beder mig om at gøre dem en tjeneste.

Når fællesskabet er kage, slik og sodavand som symbol på hygge.

Når nogen, jeg virkelig elsker, inviterer mig til noget, jeg ikke har lyst til.

Når mine behov går i modsat retning af min families.

Så dukker den djævelsk farlige tanke op: "Hvad bilder jeg mig ind at sige "Nej tak, det har jeg ikke lyst til."" Er mine behov virkelig så vigtige? Andres behov bør der vel også tages hensyn til.

Og så dukker min indre kujon op. Jeg lyver. Jeg siger: "Nej, det kan jeg ikke tåle". Eller jeg spiller syg, melder mig syg eller opfinder en eller anden lam og ikke-eksisterende undskyldning. I stedet for at stå ved mig selv.

Det er fejt!

Og det er farligt!

Jeg har jo oplevet, at jo mere jeg åd lort, var uærlig og gjorde ting, jeg ikke havde lyst til - jo mere indebrændt, sur, irritabel og dårlig som mor og kæreste blev jeg.

Så nu har jeg gjort det til en sport at øve mig i at stå ved mig selv. Og dermed også lære mine børn, hvor vigtigt DET er, hvis man skal bevare sin selvrespekt.

Jeg er en person, der er meget indadvendt. PÅ den måde, at jeg lader op, når jeg er alene. Jeg elsker at være ude blandt andre. men jeg skal være helt alene, når jeg lader op. Det har jeg så brugt det meste af mit liv på IKKE at være.

Hvis jeg ikke får lov til at være alene, får jeg klaustrofobi. Alligevel har jeg ikke undet mig selv at opfylde det behov hos mig selv før for nylig.

Så nu siger jeg til mine børn og min mand, når jeg har brug for at være alene.

Og til alle andre, hvad jeg har lyst til.

Eksempel:

Min søn spørger, om jeg vil være med til at bygge en ridderborg.

Jeg siger:

"Nej tak, skal. Jeg har lyst til at være lidt i fred. Jeg tager mig et bad. Senere kan vi være sammen."

Eller min veninde spørger, om jeg vil med til fest hos en masse mennesker, jeg ikke kender.

Jeg svarer (i stedet for "jeg er syg", som ville være min gamle undskyldning): "Nej tak, det har jeg ikke lyst til. Jeg vil hellere mødes med dig alene snart."

Lyder det grænseoverskridende uhyggeligt?

Så er det nok noget, du kan rykke dig helt vildt ved at prøve.

Det er lidt ligesom bungee jump.

Søndagsknus

Ninka

Tilbage til blogoversigten

Kommentarer (4)

Camilla Nilles på 04.02.2008

Hej Ninka,
Nu har jeg flere gange set på billederne af dit utrolige velplejede hår og jeg ved at der ikke ligge kemikalier bag. Hvilke produkter bruger du til håret? Jeg har meget langt hår og søger alternativer til shampooer og især stylingprodukter, så håret fortsat kan være blødt og flot uden at være fyldt med kemikalier.
Håber du såvel som andre brugere herinde kan hjælpe mig på vej :)
Venligst,
Camilla.
Maya Johansen på 04.02.2008

Hej Ninka. Ja du har fuldstændig ret. Det kan bare være så svært at sige fra, jeg bliver stadig bedre til det men kan også blive bedre til at gøre det med oprejst pande uden skam i øjnene. At sige, at min søn og jeg ikke vil have sukker (han vil nu gerne :-( ) og nej det er ikke synd (selvom han gerne vil), mest af alt bliver jeg sur på mig selv over at jeg ikke kan stå inde for det jeg har valgt og mener er det bedste for mig og min søn. Så skjuler jeg mig bag min laktoseintolerans og at jeg bare ikke kan lide dit og dat.
Som singlepige bekymrer jeg mig også over hvordan jeg mon kan lokke en mand i kærestefælden når jeg er så \'mærkelig\'. Spiser kun økomad nu, olier, smoothies, ingen hvidt brød (det giver forstoppelse, men det sige man jo heller ikke på en date ;-) ).
Og her har jeg brugt de første 33 år af mit liv på at elske mig selv og acceptere min krop og alting, og så kommer der lige en livsstilsændring som jeg så også lige skal have ind som en del af mig, og inkludere den i mit tag-mig-som-jeg-er, øko maya med helsekost og cykelhjelm. Puha, men undvære det ville jeg skisme heller ikke. Dertil har jeg det simpelthen for godt. Og min søn med, det skal I have tak for.
Sarah Binzer på 03.02.2008

Søde Ninka, super med "spørgsmål og svar" - men kan du ikke lige skære det ud i pap igen. Det er lidt forvirrende når jeres anbefalinger ikke er det samme som det på de forskellige kosttilskudspakker. Når man er ny kernesund vil man jo bare gøre det hele helt rigtigt. Livets olie 1 spsk. til børn 2 spsk. til voksne? CalmagC-pulver, hvor meget for at være sufficient dækket? Børnene er 2,5,6 år. EyeQ 6 kaps. dgl. pr. barn, vi voksne får anden fiskeolie. Selvfølgelig også vitaminpiller. Indtil videre har vi valgt ovenstående præparater, og det er så vigtigt for mig at vi bliver ordentligt dækket. Gider du repeterer igen hvad du anbefaler af dosis af de forskellige? Tak igen for hjælpen til et nyt og fantastisk liv. Kh Sarah
Helene Ottesen på 03.02.2008

Uuuh ja kender det alt for godt!
I mit barndomshjem fik vi dagligt både eftermiddagskaffe og aftenskaffe (som ikke bestod af kaffe, men derimod af kage/chokolade, lyst brød med eks. Nutella, eller lign.) og så kakao eller saftevand til. Det har resulteret i at jeg så det som en selvfølge som voksen, at den tradition skulle fortsætte. Jeg har inderst inde ikke lyst til det, fordi jeg ved det ikke gør noget godt for mig og min krop, men det er bare så svært at bryde ud af et livslangt mønster (jeg er dog kun 28 år).
Når jeg er på besøg hos nogen, som tilbyder mig kage eller lign. og jeg venligt siger "nej tak", siger folk altid, at jeg da ikke behøver at tabe mig, som om overvægt er den eneste gyldige grund til at takke nej til søde sager..
Jeg er desuden en af dem, der utallige gange har bekendtgjort, at NU ville jeg undgå søde sager, men jeg har aldrig kunnet stå ved det i længere end en uges tid.
Jeg kan godt lade være med at købe det selv, men hvis andre køber og tilbyder, så har jeg MEGET svært ved at takke nej til det. Hvorfor skal det være så svært? Nå, det blev lidt længere end jeg havde regnet med, havde vist brug for at "få det ud"....