Fødselsdag, uvenner og lækre, bløde fødselsdagsboller
Kære venner
Har lige en stund til jer. Mortens fødselsdagsboller er i ovnen. Kagen er bagt. Ungerne ser "Far til fire" på DVD på værelset. Jeg vil jo ikke sidde ved computeren, når mine børn er der. Jeg vil ikke være fraværende.
I går var en dårlig aften.
Jeg var uvenner med Morten. Han er morgenvært på TV2 Radio. Og jeg var det klassiske offer.
Jeg havde lavet morgenmad til børnene og mig selv (suppe med rejer og soyafløde), soyayoghurt med frisk frugt. Dereftter havde jeg trænet med børnene.
1,3 km opvarming i kvarteret, hvor Melvin og Bertram løb sammen. Og jeg cyklede. Så hjem og få fat i Melvins cykel. Melvin og mig cyklede så ved siden af Bertram, som løb 40 minutter.
Hjem igen. Frokost: Æg, bacon og en råkostsalat.
Så kom Morten, og vi tog til Helsingør for at købe ind til fødselsdagen.
Hjemme igen var jeg træt. Som ægte hyper sensitiv person havde jeg været nok sammen med min familie efter 9 vågne timer. Og ville have fred. Så jeg sagde, at jeg ville slappe af. Så Morten kunne lave mad.
Men jeg kunne ikke slippe.
Så jeg stod ved siden af ham og gloede på. Og sikrede mig, at han gav Bertram de rigtige piller (Som er en lever-støttende kur og med masser af ekstra kosttilskud og mineraler ordineret af Nordic Clinic)
Og var en pestilens. For mig selv og for ham.
Så puttede vi børn, og jeg gik i bad, for at få den fred, jeg ikke havde givet mig selv.
Da jeg kom ind, lå mandslingen og sov. Og så kørte den derudad:
"Nå, jeg kan se, at du rigtigt har lavet det hyggeligt her" (manupulerende OG anklagende infamitet fra min side)
"Hvorfor går du ikke bare ind og sover" (Underforstået: Nu hvor du er så kedelig)
Og så videre.
Hvad var problemet?
At jeg ikke havde givet udtryk for, at jeg havde brug for sex, eventyr, stearinlys, massage, snak.
At vi ikke har lavet mønsterbrud i denne eller sidste uge. Og så går vi - som alle andre - direkte i zombie-mood. Og falder tilbage i kedsomhed og trivialitet.
Så i aften udnævner vi stuen til 1001 nats eventyr og gør netop det. jeg har også købt Tidens Kvinder, fordi der er en guide til erotisk legetøj i. Og jeg skal have mig noget!
Vi er begge meget interesserede i at udforske tantra. Så det har vi ikke gjort. Kender I det?
Tillykke med verdens mest fantastiske og lækre og tålmodige kæreste og far, Morten Mauritson, der bliver 33 år i dag. Hans 5 år ældre kone er meget beæret over, at han stadig er hos mig. Jeg elsker ham vildt. Og vanen får ikke lov til at bo til leje mere end et par uger ad gangen. Jeg fortæller det bare, fordi det ER SÅ VIGTIGT at bryde vaner og mønstre og gøre noget skørt (læs kapitlet i bogen igen). Selv for garvede rotter som Morten og jeg.
Jeg har bagt hans fødselsdagskage af:
1 kasserolle glutenfri mysli fra Urtekram kogt op med lidt rismælk
1 par spsk Fiber Husk til bagning, pisket med 100 ml appelsinsaft
1 pose dadler blendet med 100 g cashewnødder
Det hele rørt sammen med 4 æg, en masse kakao, vaniljepulver
Jeg vil pynte den med ferskner fra dåse skåret i skiver og reven sukkerfri chokolade.
De saftige boller er fra min og Thorbjörg kommende bog, og DEN SPARKER RØV (ligesom rugbrødet og solsikkebrødet. Og bolle-opskriften får i - helt eksklusivt som appetitvækker her. Bogen kommer først 24. april:
150 gram hel hirse
200 ml vand
100 g ristede solsikkefrø
200 g reven gulerod
300 ml rismælk
50 g malede cashewnødder
4 spsk fiber husk
150 gram fuldkornsrismel
150 g majsmel
50 g arrowroot (kan udelades)
1 spsk Birkesød
3 spsk olivenolie
25 g gær
2 tsk salt
1 tsk stødt koriander
- Blend nødder og appelsinsaft til tyk masse
- Kom hirsekorn i gryde med vandet og kog 4 minutter
- Brug en røremaskine eller håndmixer med dejkroge herefter:
- Solsikkekerner tørristes
- Gulerødder skrælles og rives
- Rismælk kommes i røreskål sammen med Fiber Husk og den varme hirse
- Rør sammen
- Gulerødder tilsættes sammen med cashew-appelsincreme
- Melsorter, Birkesød, olie, smuldret gær, krydderier blandes sammen i en anden skål og røres derefter sammen med de andre ingredienser i 5 minutter i røreskål.
- Solsikkekerner tilsættes
- Rør 5 minutter
- Dejen hæver 30 minutter unhder klæde et lunt sted
- Smør hænderne i olie og slå dejen ud i røreskålen. Førm aflange boller i hænderne og stil dem på højkant til efterhævning på bageplade og efterhæv 1 time.
- Bag ved 250 grader i 30 - 35 minutter.
Copyright: Ninka-Bernadette Mauritson og Thorbjörg Hafsteinsdottir. Kernesund Mad udkommer på Politikens Forlag 24. april.
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Kommentarer (31)