Heidi stoppede med stofskiftemedicin, smed 25 cm og slap sit mindreværd

Heidi smed stofskiftemedicin, 25 cm, usikkerhed, omtågethed og offerrollen på Detox Dig Smuk

I dagbog fra en detoxer, fortæller Heidi om hendes vej ud af medicin, stofskiftelidelse, at være sensitiv, overvældet, ufokuseret og føle sig som et offer.

Alt det, overvandt Heidi på mit 12 ugers online program Detox Dig Smuk.

 Heidi gennemgik en personlig forvandling fra at tage stofskiftemedicin, have overflødig vægt, stress, være usikker, nærtagende og sart - til at tabe mange centimeter, smide stofskiftemedicin, se yngre ud, stå ved sig selv, elske sig selv, finde kærligheden til sine stammesøstre og finde hendes soul mate.

Heidi fortæller, at hendes største AHA indsigt var: “At lære at elske mig selv”.

Heidis bedste tips til dig som har lyst til at prøve Detox Dig Smuk:

Vær tålmodig, hav tillid til processen og husk selvros - et hvert lille skridt fremad, er den rette vej. Den cocktail har virket for mig.

Dagbog fra en detoxer

Eventyret begynder: Der var engang en prinsesse... Sådan starter alle eventyr. Men sådan var mit liv bestemt ikke, før detox kom forbi og kastede magisk tryllestøv ud over mit liv - for sådan føles det faktisk.

En magisk rejse, hvor ting transformerede sig foran mig, da jeg var klar til det, og før jeg anede det.

Nærtagende og ufokuseret

Jeg var dengang som prinsessen på ærten. Så senstiv og hudløst nærtagende, at selv den mindste lille ært på vejen, føltes som en udfordring. Så sart og skrøbelig stod jeg der, og ventede på ridderen på den hvide hest.

Jeg følte mig alene der. Og folket frygtede ofte, at jeg ville gå i stykker.

Jeg forstod ikke, at den ridder jeg drømte om, det var mig. Den rette vej jeg skulle gå, havde bare ikke vist sig, endnu.

Det var som en sort skygge for mig, det at være den sarte prinsesse. Sådan en kan ikke regere hele sit kongerige. Jeg havde derfor trukket mig ned under et godt solidt beskyttelseslag og hypnotiseret mig selv til en version, der passede til en rigtig prinsesse.

Med andre ord, så jeg passede ind. Jeg ville, koste hvad det ville, være en del af flokken.

Jeg følte mig virkelig ikke god nok til at være den, jeg burde være. Eller som jeg var derinde bag det skjold og panser, der passede på mit store skrøbelige hjerte.

Forvirret og fortabt

Jeg havde søgt hid og did og alle vegne. I vise bøger og i kloge ord. Og intet havde hjulpet. Jo mere jeg søgte, jo mere forvirret blev jeg. 

Al min forstand sad i hovedet. Jeg arbejdede virkelig på min forkerthed. Noget skulle bare fikses. Jeg læste, tog tilløb, prøvede og endte samme sted igen.

SÅ var jeg forkert med forkert på. Det fortalte jeg mig selv. Et velkendt sted. Jeg stod bare der og kiggede ud af hullerne i hækken, som jeg jo gerne ville have lukket.

Men det var utrygt der uden for slottet, uden for mit velkendte – min komfortzone. Alligevel vill jeg bare ud og finde lykken. Den måtte være der. Alle talte om den.

Ninka kalder på mig

Da der en sommerdag viste sig en film for mig af en smuk og vis kvinde, Ninka, var det som om hun talte lige til mit hjerte. Hun tiltrak mig, som ingen før havde gjort.

Som hun sad der på en video, var det som om hun magisk så lige igennem mig. Uden jeg følte mig nøgen. Jeg følte mig tryg og ledt på vej.

Hendes ord ligesom tog mig i hånden. Jeg behøvede ikke at finde mod. Jeg kunne bare ikke lade være. Jeg måtte simpelthen tage denne rejse ud på ukendte områder.

Det var som om tåger lettede. Solen skinnede på en helt anden måde, og alt stod mere klart. Eventyret begyndte.

Den vise kvinde bød mig med på min rejse. Men jeg skulle rejse alene. Jeg skulle selv finde ud af, hvad der skulle med i min kuffert. Hvor lang tid, vidste jeg ikke.

Handlingslammet

Jeg startede denne rejse ud som kortisol og binyre healende passager på første etape. Vi rejste i grupper. Jeg havde forskanset mig i en større omgang stress, og var handlingslammet…

Hvilke huller skulle lukkes? Der var uoverskueligt mange. Til tider følte jeg ikke, jeg kunne føle noget. Andre tidspunkter blev rejsen meget larmende og uoverskuelig.

Jeg følte, jeg ikke passede ind. Det var som om, jeg væltede ved hvert et lille sving og skulle klamre mig fast, for ikke at falde af. Jeg var bange og så farer overalt og ved alle.

Jeg var så frygtstyret. Hvad ville de andre ikke tænke om mig? "prinsesse bangebuks". Hende, der kunne mærke den mindste ært.

Slået omkuld af mønstre der gentages

Den vej havde jeg taget nogle gange. Den velkendte vej. De velkendte tanker. Det føltes, som om en kæmpe snebold var kommet rullende, og havde slået mig mig ned.

Gud hvor jeg hadede vinter. Jeg var træt, konfus og opførte mig som en dement. Zero hukommelse og overblik. Bare de andre ikke så det.

Jeg have trukket mig i en god gang offerkåbe bag nedrullede gardiner i min egen kupé med ’Don’t Disturb sign’ på. Verden var uretfærdig og forstod mig ikke. Troede jeg. Og ingen havde det som mig. De kunne sagtens. Der var meget grønnere uden for min kupé000.

Skifter detox type

På min anden etape trådte jeg skridtet frem, som stofskifte healende detoxtype. Jeg fandt en kupé, der var langt mere komfortabel og varm. Ting var så småt mindre indviklet, og flere byrder i kufferten var afviklet.

Nogle ting var svære at slippe, for jeg kendte dem jo så godt. Jeg så mig selv klarere og var begyndte at tage ansvar.

Jeg kunne mærke tilliden og tålmodigheden med mig selv, og også andre, vokse for hver dag.

Det var som om alt voksede. Også mit hjerte.

Stammesøstrene

Jeg meldte mig ind i fælleskabet. Og det var som om, jeg sugede det ind og til mig. Jeg mærkede den rette vej, og tilliden formede sig blot endnu mere. Så jeg smøgede ærmerne op og gik fremad med raske skridt. Og den nye vej føltes godt.

Jeg var der ikke alene. Det var som om de andre løftede mig, og alting føltes så meget lettere.

Energien var på alle måder tiltagende. Og det var både i mig og til mine omgivelser.

Jeg følte kærlighed hvor jeg kom, og jeg gav den videre. Som ringe i vandet.

Bytter usikkerhed ud med selvkærlighed

På min tredje etape hoppede jeg nærmest op på første parket, som den opstrammende detoxtype. Jeg blev båret på hænder og fødder. Mest af mig selv.

Rejsen føltes nu spændende og meget mere legende. Solen skinnede de fleste dage på turen. Sommerfuglene i maven blafrede, som jeg gik der med modige lettere skridt.

Menneskene omkring mig var meget mere smilende og kom til mig og snakkede. Fordi jeg havde forandret MIG. Jeg blev mødt af spontane kram, kærlige ord og roser. Folket meldte mig ind. Tog imod mig med åbne arme.

Hvorfor nu?, tænkte jeg. Måske fordi jeg havde valgt kun at fokusere på Solens lys og de glade kærlige mennesker. Jeg blev næret og favnet.

Frygten for livet forsvandt

Jeg var slet ikke bange mere og havde bare lyst til at hoppe på toget igen. Ind i mellem sad jeg alene, men følte mig det ikke. Jeg følte mig tryg og elsket som MIG.

Det var, som om jeg voksede på rejserne. For hvert et skridt på hver en tur. Mit hjerte kunne næsten ikke være i brystet. Jeg ville bare dele ud af det hele tiden. Og smilet sad som klistret på mit ansigt. Alle sure-rynkerne var forsvundet, og min hud næsten glødede.

Fysisk blev jeg mindre. Jeg glemte at måle til en start, men alt mit tøj hang på mig. Alle skulle måles og vejes, og det blev til over 25 cm. Pyha tænkte jeg, forsvinde må jeg ikke og smilede bredt, mens jeg tænkte det. Tænk en gave jeg fik oveni.

Smed stofskiftemedicin

Pillerne som jeg tog for stofskiftet, dem glemte jeg helt nu. Jeg havde det så godt. Og nu ville jeg kaste dem ud med alt det andet affald, der ikke længere nærede mig.

Jeg så ikke mig selv som syg mere. Men som en tilstand, jeg var i, som kunne forandres. En tilstand jeg kunne forandre.

Jeg kunne klare mig selv, og det kunne min krop også.

Forelsket i mig og livet

På rejsen blev jeg forelsket. Ikke mindst i mig selv og i livet. I mit eget spejlbillede - og i en tvillinge sjæl. En, jeg mødte, der ikke var så langt som jeg på rejsen hen mod sig selv. Men hun var der, på sit eget tog og elskede at lytte til min rejse.

Hun så mig, lige i gennem mig, og syntes jeg var den smukkeste og sejeste prinsesse i landet med hullede hække. Jeg var lige som jeg skulle være. Hun var mit spejl, og når hun holdt det op foran mig, vidste jeg lige præcis, hvem jeg så i spejlet.

Jeg står ved mig

Jeg vidste nu, HVEM jeg var, og hvem jeg ville være. Og med HVEM.

Jeg troede på hende, når hun gav mig roser. Jeg vidste nu, jeg fortjente dem. Bare fordi jeg var MIG.

Jeg skulle ikke være en prinsesse, en perfekt kvinde på en trone. Men bare mig, sammen med alle de andre. EN af folket. Jeg var lykkelig. 

Jeg havde lyst til det hele. Jeg havde glemt at være bange, fordi jeg var blevet nysgerrig på livet. Og Jeg kunne mærke, at rejsen ikke ville slutte. Aldrig nogen sinde. Der var altid nye tog og nye veje, der skulle udforskes.

Jeg er blevet min egen guru

Den største gave var at finde mig selv. At alle de sjæle på min rejse var mine spejl, en refleksion af mig – hvem jeg var og er. Jeg så verden, som jeg var, og som jeg blev.

Jeg opdagede, at det kun var mig, der kunne tage på denne rejse for at hjælpe mig. Alle omkring mig guidede mig, med det jeg havde brug for.

Jeg vidste det var ikke, men blev klar over, at alt var godt, og som det skulle være. At alle havde lært mig noget, og stadig var i mit liv for at lære mig mere. At alle de følelser, jeg nu havde turdet mærke, havde gjort mig til mig. Jeg skulle ikke være bange for dem. De var en del af mig og skabte læring.

Prisessen er blevet heltinden

Jeg skal ikke være en perfekt prinsesse alene på sin trone og regere et helt rige. Jeg skal bare være kærlighed. Og dele ud af kærlighed. Det er alt.

Når jeg gør det, får jeg ting, som jeg ønsker, uden at bede om det. Jeg er blevet rig på kærlighed. Og tænk, jeg skal ikke gøre noget. Bare være mig.

Jeg er vendt tilbage på slottet, med kufferten fuld af gaver. Jeg danser energisk og synger af lyst, mens jeg pakker dem ud. Og der bliver bare ved med at være flere.

Der er masser af roser. De reneste og mest ægte pryder jeg slottet med. Alt omkring mig er smukt og nærmest magisk lysende. Jeg inviterer til fest og fortæller folket om min rejse. Jeg kan bare ikke lade være.

Jeg vil alle det allerbedste. Og ikke mindst mig selv. Jeg vil aldrig mere nøjes med og i noget.

Alt er godt. Lige som det skal være. Og jeg ved, sådan vil det blive ved.

Jeg har valgt at være lykkelig.

Er du klar til at begive dig ud på din rejse hjem til dig selv? 

Læs mere og tilmeld dig Detox Dig Smuk HER.

Disclaimer

Dette blogindlæg er IKKE udarbejdet for at erstatte lægebesøg, medicin eller sygdomsbehandling. Det er 100% dit eget ansvar, hvordan du tolker og hvad du bruger denne information til.

Tribe People Theory Aps tager hverken medicinsk, lægeligt eller juridisk ansvar for komplikationer opstået som følge af eller indirekte følge af brugen af denne information.

Opsøg altid egen læge i forbindelse med ændring af behandlingsplan og inden opstart af nyt trænings- eller livsstilsprogram.

Og husk din krop og din sundhed er dit ansvar og dit eventyr…