Jeg er nærig, skøn og lille
Nå. Er i klar derude?
Kvinden I ser her, kommer der meget mere om nedenfor. Hun er en super inspirator
Det er tid til selvransagelse.
Jeg har fundet ud af væmmelige ting om mig selv.
Og jeg har fundet ud af, hvordan jeg skal deale med dem.
Allerførst et spørgsmål til dig, skønne person, supermand eller søstergudinde derude:
Hvad er dit bidrag til verden? Hvad er din gave?
Ja, du læste rigtigt. Højstemt, ja vist, men jeg mener det. Det er vigtigt. Og jeg kom til at tænke på det, da jeg læste en avisdebat og efterfølgende lidt kævleri på bloggen. Dybest set er debatter, hvor to uenige taler på hinanden (uanset om det er i en avis, på en blog eller i et tv-studie) og derefter når frem til....at de er uenige....Ret uinteressante.
Der er megen debat om mig: "Er hun sygeligt kropsfikseret?" "Er hun overhovedet til stede for sine børn med alle de bøger, hun skriver?", "Er hun amatør, fanatisk eller farlig for sine omgivelser?" "Gad vide, om de overhovedet har det så godt, som hun skriver?".
Tænk over den her: Feedback siger i virkeligheden mere om den person, der giver den, end den, der modtager den.
Det eneste, jeg synes, er interessant er:
Min gave til verden er en afsindig historie, som jeg bruger. Jeg vender vrangen ud på mig selv for at vise alle børn og voksne en anden vej.
En vej, der handler om nærhed, glæde, ro, sundhed, bevægelse, refleksion. Et alternativ til fjernsyn, sukker, stress, usunde kroppe (og for de adfærdsudfordrede: Medicin og anbringelse).
Hvad er din gave til verden? Vi har alle et unikt talent, som kan inspirere andre og rykke verden.
Derfor vil jeg opfordre jer til at gå til foredrag med powersøster, Mille Andersen. Det er den 20. august. Gå straks ind på www.smidkrykkerne.dk og mød et fantastisk menneske, der, som gave til verden, har sin historie, der vil inspirere andre spiseforstyrrede til at få det bedre. Hun lever 100 % kernesundt, og har fået opbygget sin krop efter 11 års misbrug og nedbrydning af kroppen.
Jeg vil opfordre jer til at anerkende mindst 5 mennesker i dag.
Anerkend dem for hvad som helst. Deres mod, kampgejst, evner for at indrette, børste tænder...
Anerkendelse åbner op for kærligheden.
Og det har vi brug for, mine skønne damer og herrer.
Jeg vil gerne starte med at anerkende mig selv for åbent at indrømme at jeg er NÆRIG.
Jeg låner ikke gerne mine bøger ud (tænk, hvis jeg ikke fik dem tilbage).
Jeg kan finde på at blive irriteret, hvis mine nærmeste spiser noget mad, jeg havde tænkt mig selv at spise.
Jeg gemmer make-up og skønhedsprodukter, som andre kunne have glæde af, og som jeg har fået gratis. For TÆNK hvis jeg nu fik brug for det en dag.
FØJ. Nå, men anerkendelsen, Ninka. Indrømmelsen er første skridt til at ændre ved et mønster. Og jeg er nærig, fordi jeg kommer fra en meget fattig familie. Min mor og stedfar havde ikke råd til ost på pizzaen, og jeg følte mig ofte sulten. Vi havde NUL kroner. Og min mor måtte selv sy og reparere mit tøj.
Så min nærighed kommer af frygt. Nu har jeg ikke brug for den mere. Jeg fortæller jer om den i min afskedsproces med nærighed. Og jeg vil fortælle jer om den, hver gang den dukker op.
Derudover vil jeg gerne anerkende mig selv for at turde være lille og sårbar.
Nu er det jeres tur.
Jeg vil virkelig gerne høre jeres anerkendelser af jer selv og andre her på bloggen de nærmeste dage.
Kys
Ninka
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (32)