Ninkas Detox tips og guides

Jeg er så glad

Her er fire scener fra mit liv, som hænger sammen. Og som jeg håber, kan inspirere jer til at indtage fortove, landeeveje og skovstier sammen med jeres børn, inden mørket sætter ind.

Scene 1:
Melvin, min elskling. Her er han på vej i mål ved Danske banks familieløb i Bagsværd. Jeg elskede ham hele vejen rundt og klappede glad, når han oksede forbi. Jeg glædede mig over hans glæde ved at løbe.

Scene 2:
Og her er jeg - anstrengt på vej i mål ved mit første 5 km løb efter min næsten 2 år lange pause. Det er mit livs dårligste tid: 25.09. Og alligevel var jeg så glad. Det er første gang, jeg har løbet uden at ville ønske, at jeg havde løbet anderledes, bedre. Første gang jeg ikke straffede mig selv og var negativ bagefter. Jeg elsker og respekterer min krop fordi den så sejt bærer mig igennem livet. Og gennem Københavns gader, når jeg beder den om det.

Scene 3:
Forleden løb vi allesammen sammen - far, mor og to drenge i skoven. Jeg var så lykkelig for denne milepæl, at jeg kunne tude. Efter at have kravlet, gået, løbet, cyklet og glædet mig til denne dag i mange, mange år kom den. Vi kan løbe sammen nu. Melvin kan (og elsker at) løbe 5 km i træk nu. Bertram kan løbe en time i træk. Da vi løb igennem plantagen sammen alle 4 råbte Bertram glad: "Nu løber vi allesammen sammen."

Scene 4:
Bertram skal til fødselsdag. Vi skal købe chokolade og helse-cola, chips, pommes frites og kebab, som han kan få med. Han plejer at ELSKE disse særlige lejligheder og den mad. Pludselig siger han: "Mor, jeg kan mærke, at jeg har mere brug for at blive hjemme og slappe af." Og jeg ringer afbud.

En time senere ringer det på døren, og Melvins yndlingskammerat står udenfor.
Men Melvin er i gang med at bygge noget lego, som han gerne vil have fred til. Så han siger: "Det bliver ikke i dag. jeg har ikke lyst."

Hvad har disse scener til fælles?

Kærlighed til kroppen. selvrespekt og kærlighed til sig selv. Som jeg først har måttet lære efter i mange år at have sparket til min krop med mad og tanker, der nedbrød den. Men som nu er så naturlig en del af min personlighed, at jeg har givet den videre til mine børn.

Som løber, fordi de elsker det.

Som kun går til arrangementer, de brænder for, og ikke kunne drømme om at overhøre deres indre stemme for at please andre.

Som tør at sige: "Nej, det har jeg ikke lyst til."

Tør du?

Og skal du med ud at løbe?

Knus

Ninka

Tilbage til blogoversigten

Kommentarer (2)

Malene Vesterager på 27.08.2009

Dejlige scener du lister op Ninka.

Anette:
Jeg kan sagtens følge din fornemmelse -er det mon skidt nogle gange at tænke på andre før sig selv? Og hvad med fødselsdagsbarnet? Alligevel vil jeg sige, at som fødselar/værtinde, gad jeg egentlig ikke have besøg af gæster som kom på trods af de ikke havde lyst. Hvem har lyst til at have besøg af nogen der hellere vil være et andet sted? Den er svær -og det er vel en daglig øvelse at balancere mellem at opfylde sine egne behov og prioritere sig selv først, og så at indgå i fællesskab og forpligtelse overfor de mennesker man har relationer til. For relationer forpligter til også at tage vare på den anden, synes jeg.
Bare en lille tanke.
Ha det godt.
Venligst, Malene
Tina Vang på 27.08.2009

Kæreste Ninka !

Hvor lyder det dejligt for dig og jer med alle de fremskridt. Det får også sat tingene i perspektiv for mig, når du fortæller om sådanne ting fra jeres liv.
Fx. bliver det tydeligt for mig, hvorfor jeg endnu ikke har formået at komme ordentlig igang med at løbe med den store - for jeg har IKKE lyst til at løbe sammen allesammen. Det er noget, jeg har med MIG.

Det er nok også grunden til, at jeg ikke har lyst til at deltage i den slags løb, selvom jeg har løbet i størstedelen af mit liv. Tidligere har jeg været med til Marselisløbet, og i sidste uge løb jeg med i Esbjerg-stafetten, hvor jeg klarede 5 km på ca. 26 min. - og det var en meget god tid for mig. Så jeg tager hatten af for din tid ! ;o)

Det, du skriver, får mig også til at tænke på min søn på 8 år, som faktisk er ret god til at sige fra i forskellige sammenhænge. Han har fx. tidligere gået til svømning og gymnastik, men det har han ikke ønsket i år. Så jeg havde faktisk indstillet mig på, at han \'kun\' skulle gå på musikskolen.
Og så dukkede der via kammerater pludselig to nye interesser op - skydning og håndbold. Logistikken i alt dette - med 3 små børn ialt - kan ind imellem være interessant, men det finder jeg ud af.

For mig er det en nydelse, at børnene har nogle fritidsinteresser, som de virkelig brænder for. Hvad det så er, er ikke så vigtigt for mig.

Endelig et spørgsmål vedr. den fødselsdags-menu, du omtaler :
Hvad er det for pommes frites og kebab du sender med ham ? Hvor køber du det ? For det tror jeg godt nok også, at mine unger ville nyde.
Jeg har nemlig for en tid bakket helt ud af det med særlig mad til fødselsdage o.lign. Men kunne jeg finde noget, de meget gerne ville have, så var det måske en mulighed at få det ind igen - nogle gange.

Masser af kram
Tina