Jeg slipper ham, jeg elsker så højt.
Jeg er blevet revet midt over og samlet igen.
Noget skulle sluges og hele vejen igennem systemet, for jeg kunne sætte ord på det. Først var det en stor klump, der fyldte det hele. Så blev smerten fragmenteret og blandede sig med små stumper af erkendelse og taknemmelighed.
Det har på en gang været den mest smertefulde og livsbekræftende og lærerige uge i mit liv.
Og i mange dage kunne jeg slet ikke tale om det.
At give slip
Nu er jeg klar til at fortælle.
Jeg fortæller denne kærlighedshistorie - denne afslutningsfortælling - denne nye begyndelse af to grunde:
1: Fordi afslutninger og smerte er det, vi alle forsøger at undgå. Vi er så sindssygt bange for at afslutte kapitler, at vi nærmest ikke tør elske. Ikke tør give os hen.
Og angsten for smerten og afslutningerne gør også, at vi klamrer os til noget, der skal slippes. Og jeg vil gerne dele min oplevelse, for at gøre det lettere for dig at glide ind i afslutningens smerte som en smuk del af livet. Og slippe det, der er færdigt, så noget nyt og smukt kan træde i stedet for.
2: Fordi det du gør, siger, vælger, spiser, flygter fra, udsætter eller tager ind LIGE NU bliver afgørende. For dig. For dem, du elsker. Og for, hvordan dine børns liv bliver, når du er NØDT til at give slip. Og de selv skal tage ansvaret. Det er det, du GØR, de kopierer.
Det uundgåelige. Han forlod mig. Og det er godt.
Han gik rundt i haven og samler hindbær med sine lange fingre. Gavmildt delte han dem med mig. Som vi har delt alt igennem livet. Glæder, sorger, glæder, sorger, glæder. Den sidste uge af sommerferien skulle være lys, let og afslappende. Så i starten forsøgte jeg at aflede mig selv fra den smerte, der voksede frem fra dybet af min mave og ragede hele mit indre til sig. Jeg havde hovedpine i hjertet. 
Den sidste dag i det liv, vi kendte så godt
Senere blev det så den sidste tur på stranden med min lille familie, som vi kender den. Tiden både gav og tog. Og det hele væltede frem som billeder, imens vi stod og så ned på de fødder, der havde båret os igennem det hele. Og som der lige om lidt ville være ET sæt mindre af.
Vi har badet, grinet, leget, grædt, lidt og nydt livet og hadet livet med hinanden ved denne strand. Vi har holdt Sankt Hans her den sommer, hvor jeg blev single og også oplevede stor smerte ved at splitte familien ad. Blandet med ny frihed. Jeg tog endda et billede den aften for 4 år siden:
Og turen igennem sandet her 4 år senere, blev en symbolsk afslutningsvandring.
En afslutning på alle de fine år og de hårde år, hvor der var sygdom, astma, autisme, stress, søvnløse nætter, dommedagsprofetier fra psykiatere og læger. Og en jernvilje, der sagde FANDEME NEJ. Og tvang os til at gå i gang med at lære at lave mad, der afgifter og styrker. Lære at flytte tilbage i et liv med solopgange, solnedgange, hav, skov og fuglesang.
At slippe kontrollen. FUCK.
Og her på stranden i et fælles kram med mine sønner, mindedes jeg og tog afsked med de hårde år. Hvor min eksmand løbetrænede med et barn, der var så ude af flippen i ADHD og autisme, at han rullede rundt i grøften, skreg, hylede, smed tøjet og fik forbipasserende til at stoppe op og skælde ud. De anede jo ikke, at vi hjalp ham. Hver eneste dag i et år.
De søvnløse nætter og erkendelsen af, at vi ikke kunne være sammen som familie i bilen, fordi det var for farligt med hans adfærd.
Min søn løb, levede, spiste, sov og udrensede sig ud af symptomer og diagnoser. Egentlig ved at leve det liv, kroppen er beregnet til i pagt med naturens cyklus og årstider. Måske var sygdommen et tegn på, at vores liv var blevet for unaturligt og crappy? I hvert fald forsvandt sygdommen, da vi holdt op med at leve som de fleste moderne mennesker ellers gør.
Den uendelige hoste, astma, hospitalsindlæggelse, feberkrampe. Og det pinlige faktum, at vi måtte acceptere, at han forvandlede sig til en hund, når vi var ude blandt fremmede. Fordi han ikke kunne håndtere presset. Og den dag, min kusine, Louise Lie måtte have ham i snor hele vejen op ad Nørrebrogade. Ellers ville han ikke med.
Livet - den bandit...Tiden tager og giver....
Men alt det overvandt vi sammen. Min ældste søn overvandt og kom over ALLE symptomer på de diagnoser, han fik på Bispebjerg Hospital som 5 årig. Men hvis han slækker på kosten, spiser kornprodukter, mælk eller ikke får sin sunde mad, sin friske luft og sine kosttilskud, går det hurtigt ned ad bakke. Det mærker han også selv.
Og indtil nu har jeg haft et øje på, at han fik den træning, de kosttilskud, og den mad, han skulle have til det endelig vendte. Og hans hjerne forandrede sig. Rejsen tilbage mod det normale liv, folkeskolen og nu.....Efterskolen.
Den sidste dag og den første dag
Dagen før afskeden. På den smukkeste strand i verden. Vores strand.
Av mit hjerte.
Om aftenen efter strandturen pakkede vi de sidste ting og gik lidt rundt i den nye virkelighed og det tomme drengeværelse, der stod og gabte med åben dør.
Hele ugen havde smerten klistret sig til mig, som en bejler, der var ude efter min opmærksomhed. Først var den en belastning. Jeg fejede den af. Børstede den af mig. Vendte ryggen til. I dagene, der fulgte, accepterede jeg den. Og jeg dykkede ind i den. Den fik lov til at være der.
Så kom tårer hulkende nede fra den klump maven, der havde samlet sammen til det længe.
Og for hver udladning, blev smerten mindre insisterende. På et tidspunkt så jeg nødvendigheden og skønheden i dens kraft.
Fødsels sedlen fra Herlev Hospital. Jeg føler lige, vi sad og så på den og vores nyfødte dreng for et øjeblik siden. Ufatteligt.
Ligesom den overvældende smerte ved fødslen af det barn, jeg nu skulle slippe, ledsagede smerten en afslutning og en ny begyndelse. Afsindigt smertefuldt og afsindigt spændende og smukt på en gang. Som alle livets meningsfulde oplevelser.
Den søn, som jeg har været igennem ALT med og som jeg sværger på, jeg lige har født og kørt hjem fra hospitalet i en blå barnevogn, gik nu rundt og pakkede sit liv ned for at tage på efterskole. Og pludselig var vi der.
Den nye frihed.
Du tror mig ikke. Du kigger på dit barn og ser en evighed i horisonten. Måske misunder du mig endda min nye frihed med teenage børn. Og nu endda kun en lillebror på 13 at hjælpe videre, som stort set klarer sig selv. Og det er også en befrielse. Det er det.
Men bare, så du husker det. Når du så hæver blikket fra denne tekst, blinker du med øjnene og så er det forbi. Og du skal hjælpe DIT barn med at pakke kufferten og sende det afsted ud i verden. Og det er ikke sokkerne, skjorterne og tandbørsten, der afgør, hvordan livet bliver for det barn.
Mig i 30´erne. Har skrevet min bestseller, "Kernesund familie - sådan", der endte med at sælge 140.000 eksemplarer i DK og gøre en kæmpe forskel for en masse familier derude med Sundhedsstyrelse og etablerede eksperter som party-poopers. Eksperimenterer og insisterer på sund, nærende, mad uden sukker, mælk og gluten, tid i naturen og TID til mine børn.
Dine børn bliver det, du er og gør.
Det er ikke ting, børnene bringer med sig ud i verden. Det er det, du har VIST DEM ved at være dig, som de pakker ned i kufferten og efterligner.
Og så selvfølgelig (og heldigvis) en portion protest imod det, vi fuckede op - og der er masser af det. Og det er også en gave, fordi det demonstrerer, hvad de ikke kan bruge til en skid. så ud til højre med det.
Det, vores børn bringer med sig ud i verden er det, vi har lært dem. Og så er regnskabets time kommet. Indflydelsen ophører.
Derfor lægger jeg sammen og trækker fra i de dage. Som du kan gøre lige nu. Se på det, du viser. Eller har vist.
Din evne til at elske og udtrykke dig (eller din trang til at undgå smerten og din selvbeskyttelse, der har hæmmet dig), mængden af knus, kram, bevidste valg og fravalg, din evne til at sige ja, når du mener nej og ja, når det er det, der bobler frem i maven. Dine evne til at passe på dig selv, stå ved dig selv, tage tid til dig selv. De timer, du har prioriteret på skovture solopgange, hensynsfuld mad og lindrende søvn. Gejsten og apatien. Råb eller opmuntring. Hvad har fyldt mest?
Jeg føler godt, jeg kan være regnskabet bekendt.
Min vidunderlige søn på vej ind i sit nye liv. Når han vender tilbage om 2 år, er han 18.
kan du huske ham fra denne bog? 
Han ER sundhed. Han tager ansvar.
Da vi ankom til efterskolen, blev vi mødt af den søde køkkendame, som havde gjort 3 hylder klar til Bertrams kosttilskud og den mad, hun omhyggeligt sørger for hver dag. Uden gluten, sukker og mælk.
Vi pakker ud, sætter mørklægningsgardin op (det allervigtigste for en sund søvn) og synger afskedssange med de andre forældre. Så krammer vi og siger farvel.
Vi har fået besked om, at vi ikke skal sms'e eller ringe og kontrollere dem de næste par uger.
Køkkenchefen Tine har lavet tre hylder med Bertrams glutenfri og mælkefri mad.
"Hvis du bliver sulten på noget tidspunkt, så finder du bare vahgten, og så låser han dig ind i køkkenet. Vi stiller din mad frem i køkkenet hver dag. Så de andre ikke snupper dine portioner." Ny mor - YES! Elsker hende allerede
For det er nu, de skal lære at tage ansvar og klare sig selv. Min indre kontrolfreak er på stenhårdt arbejde.
Han kan selv.
Jeg fulgte med på Facebook. Jeg hørte intet første dag. Men jeg kan se, at han havde det fantastisk (og det har han stadig). Næste morgen sendte han mig en kær besked om, at han havde husket sine morgenpiller og fundet sin løberute.
Han knytter venskaber. Han lever. Han er på vej ud i verden. Og han passer på sig selv.
Han skal spille klaver og gå på producer-linjen og er i gang med at lægge fundamentet til at kunne leve af sin passion.
Følelsen af sejr er helt utrolig. Det barn, som alle officielle instanser havde opgivet, lever et fuldkommen normalt, selvstændigt ungdomsliv. Og han har ikke brug for mig for at leve sundt og passe på sig selv mere.
Jeg er taknemmelig. Over-fucking-drevet STOLT og taknemmelig. Mission accomplished.
Mine budskaber til dig må være:
En diagnose er et øjebliksbillede. gener er kun et udgangspunkt. Det er miljø, liv, kost, kontakt og livsstil, der afgør, om dårlige gener ødelægger alt eller dæmpes.
Giv dig selv lov til at opleve smerten ved afsked. Jo mere, du undertrykker den, jo værre bliver den. Tillad dig selv at give slip på det, der er færdigt. Barndoms-tiden, et udtjent parforhold, et arbejde, du ikke elsker mere. Og tillad dig selv at nyde friheden på den anden side.
ELSK. Ubetinget. Sæt alt på spil - også selvom du mister det hele igen. Elsk uden beskyttelse, uden behov for garanti, uden forbehold. Når du beskytter dig selv ved ikke at hengive dig til kærligheden af angst for at miste den igen, så undgår du godt nok smerten. men du lukker også ned for det eventtyr og det mysterie, kærligheden er.
LEV og VÆR det, du ønsker, dine børn skal være. de kopierer det, du gør, vælger, fravælger, tør, udsætter, kaster dig ud i....
NYD LIVET. OGSÅ NÅR DET BIDER.
P.s.: Nu er Lillebror enebarn og har en honeymoon periode med al opmærksomheden fra mor. Sikke en gave også....
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (33)