Kræftsyge, indlagte børn får is og møgmad

Kære alle

Jeg har fået denne mail fra en læser af bogen "Kernesund familie sådan", der har haft et kræftsygt barn. Hun beskriver her et emne, som jeg næsten ikke har turdet tænke på:

Et er, hvordan vores børn får et, når de får moderne mad med masser af raffinerede kulhydrater, mælk, kunstige tilsætningsstoffer og sukker. Men hvad med de syge børn. Heidi her fortæller det, som jeg havde på fornemmelsen. Det sted, hvor der burde være allermest viden om og fokus på sund, styrkende kost, er det uvidenhed og ulykkelig mad på tallerkenen.

Nemlig på hospitalet:

"Min søn fik en kræftsvulst i hjernen, da han var 2,5 år gammel, og det var der, vi for alvor gik i gang med økologisk sund kost, men hold da op, hvorer det skræmmende, hvad der bliver serveret for immunsvækkede kræftsygebørn på hospitalet. Sidste nye inde på børneafdelingen er , at de har installereten isdisk, hvor børnene bare selv kan hente isen...Vi fik afdelingen til at købe en blender, fordi vi blev trætte af at slæbevores egen med hver gang, og så brugte vi ellers det lille thekøkken til at lave mad i alle afskygninger, så han undgik hospitalsmaden.Men det var en hård omgang, som ikke blev lettere af hospitalets komplettemangel på viden om, hvad man har brug for, når kroppen er svækket.

Skal lige huske at sige, at det er 2 år siden nytårsaften, og han har det godt i dag, og har klaret det utrolig godt hele vejen igennem.

Lægerne ryster på hovedet over, at han ingen mén har. Alternative behandlere kan ikke finde nogle medicinrester i ham, så jeg er vildt stolt :)

Nå nu blev det en længere smøre, det var ikke meningen. Jeg vil bare sige tak, for at du har åbnet mine øjne for en side af kosten, som jeg ikke var opmærksom på. Måske kan jeg gøre gengæld ved at give dig dette link:

video.google.com/videoplay

Det var en stor øjenåbner for mig, men spol lige hen over de første 10
min. For ham forskeren Julius er lidt for meget, og kan godt ødelægge
opfattelsen.

Heidi"

Tilbage til blogoversigten

Kommentarer (1)

Marie Brandt på 05.01.2008

Jeg skriver denne kommentar fordi jeg i min læsning af indlaget om den kræftsyge dreng ikke kan lade være med at føle mig en smule støt. Jeg vil desuden først tilføje at jeg med stor fornøjelse har læst bogen og taget meget af indholdet til mig og min familie.
Jeg har min daglige gang på hospitaler, og har igennem mit arbejde og uddannelse til læge set og oplevet meget. Jeg har længe arbejdet i plejen af syge børn. Der er ingen tvivl om at maden på et hospital ikke er som maden hjemme. Det er bestemt ikke let at lave mad til flere tusinde mennesker flere gange om dagen. Det er som alt andet i sundhedssystemet meget ressource krævende.
Maden på en børneafdeling og specielt på en intensiv/kræft afdeling bærer præg af at syge børn ofte ingen eller en meget afgrænset/begrænset appetit har. Hvis et barn i flere døgn ikke har spist noget, men pludselig har lyst til en is er der ikke noget forsømt i at give barnet isen. Sygdomme, alle ikke blot cancer af den ene eller anden slags, udmatter og bruger alle kroppens ressourcer. Den vigtigste sygdomsbekæmpelse er ikke kemoterapi eller anden medikamentel behandling men er den kroppen selv er i stand til, denne skal have energi. Der er ingen tvivl om at det ikke er optimalt udelukkende at få energi fra sukker og kulhydrater men det er nu engang det der er letteste at få mange børn til at spise. Hvis de ikke spiser, kan en is være "livsredende". Vi er langt hen ad vejen enige fordi jeg mener absolut ikke at dette er måden at ernære børn der spiser og har appetit. Blot mener jeg at man skal være meget varsom inden man dømmer og siger at "hospitalet har komplet mangel på viden om hvad man har brug for, når kroppen er svækket"