Melvin er sur på mig

Startede dagen med at gå barfodet ud i sneen med et æble til den forslugne solsort.

Så fik jeg en lille skideballe af Melvin, der for tiden IKKE gider at løbe. Eller være sund.

Kommer jeg så ikke tvivl om hvorvidt, jeg gør det rigtige? Næ, jeg bliver bare endnu mere stolt af mig selv, når jeg en aften som i går GIDER løbe gennem sneen og skoven med en vred, fregnet og rødkindet tingest, der skælder ud de første to kilometer.

Bertram gjorde det samme, da han var 7. Han brokkede sig og brokkede sig. og for hans vedkommende varede det i månedsvis.

Nu er han simpelthen så lykkelig for at løbe. Han elsker det og brokker sig, når vi ikke skal afsted.

Måske har jeg det med frisk luft, røde kinder, masser af ilt i lungerne og hjerne-udviklende nærvær med naturen, som andre har det med skolen.

Det kan godt være, der er dage, hvor de bare ikke gider derhen. De dage kan også godt formere sig og blive til uger med brok.  Alligevel drømmer du ikke om at tage dem ud af skolen og slippe for den uddannelse, vel?

Hvis jeg havde tvivlet, da jeg tog slikket, færdigpizza og sodavand fra Bertram, og han brokkede sig, ville jeg heller ikke have oplevet det, jeg oplevede i morges:

At han selv bad om at få en peberfrugt at gnave i i stedet for frugt til morgen-dessert.

Vel?

Se forresten lige den brændende kærlighed med æble og mos med protein-pulver, som vi fik i går. MUMS. det er altså IKKE slankemad, men nøøøøj, altså.

Knuser

Ninka (der holder fri nu, for Melvin skal gøre sig lækker til discofest i aften. Nu jeg tænker over det, tror jeg, at jeg bloggede om Bertrams første discofest en gang. Jeg skal nok lede efter bloggen og billedet, og fotografere Melvin, så I kan dele oplevelsen og vi kan sammenligne disco-look...).