Mød en detoxer: Lotte slap 70 cm og 20 kilo.

Gæste blogger Lotte slap 20 kilo, 70 cm fedt, sukker afhængighed og lavt selvværd på ninkas detox.

The years in between.

Hvorfor overskriften?  Det var en titel jeg faldt over og som ramte noget i mig.

Jeg blev født glad og tryg. Det samme er jeg nu. Hvad skete der så lige? Hvornår forsvandt den umiddelbare glæde ved livet? Alle vores historier er forskellige, men jeg ved noget vigtigt nu. Den glæde kan komme tilbage.

Jeg kan nemlig godt kalde mine detox forløb en genfødsel, uden at overdrive.

Jeg kom med på detox via en anbefaling. Det er jeg evigt taknemmelig for. Derfor takkede jeg ja til at fortælle min historie.

Jeg vil skrue tiden tilbage og fortælle lidt om ”the years in between”

Jeg kom ud af et ægteskab med en psykopatisk mand. Min søn var fire måneder.

Året efter jeg kom væk fra ham, smadrede han en dag terrassedøren og overfaldt mig. Han fik en fængselsstraf på fire måneder. 

Jeg var traumatiseret uden at forstå det selv. Forgældet og havde mistet alt jeg ejede. Mine dybt begravede følelser og min angst skabte et fængsel for min sjæl.

Livsvarigt fængsel troede jeg. I mit ægteskab levede jeg fra time til time og var i ”alarmberedskab” hele tiden. Det slap mig ikke. Enhver lille lyd var nok til at angst syrede i min mave. ”Begrundet frygt” er en stille dræber.

Men jeg kæmpede. ”løb for livet”  Derfor kunne jeg nogle år efter sidde i mit lille nyerhvervede skovhus i Norge. Jeg burde være lykkelig. Jeg havde klaret mig. Ingen offerrolle, ingen vrede. Det troede jeg i hvert fald selv på.

Min dejlige søn var på det tidspunkt blevet fire år.  Jeg havde betalt min kæmpe gæld af og været igennem adskillige retsager i nogle opslidende år.

Jeg overlevede på min spidskompetence, at lægge låg på mine følelser. Den samme evne der havde fået mig ind i sådan et forhold. Jeg havde et trygt job og var flyttet sammen med en mand for at skabe en ny familie.

Den dag. Solen skinnede udenfor. Mine retromønstrede gardiner blafrede i brisen.

Alt var godt udenpå.

Min søn gjorde noget han ikke måtte. Husker ikke hvad og det var ligegyldigt. Men det var den måde jeg reagerede på ikke.

Jeg råbte af ham. Højt. Skreg i afmagt en masse han alligevel ikke forstod. Jeg endte med at råbe til ham `gid jeg aldrig havde fået dig` og så blev der stille.

Jeg glemmer aldrig hans øjne. Han kiggede skræmt på mig i alt for lange sekunder inden hans tårer kom. Et kort øjeblik vækkede de tårer mig og sagde ” det her Lotte, det kan ikke være dit liv”

Jeg hadede mig selv. Den fysiske Lotte og personen indeni. Når jeg kiggede mig selv i spejlet blev jeg trist og den rastløse knude indeni smertede.

Jeg så at det var mig, men det kunne ligeså godt have været en fremmed. Jeg var ikke tilstede og jeg var ikke en god mor, hverken for min søn eller for mig selv.

Hvad tillod mig, at miste så meget af mig selv, at jeg ikke engang kunne rumme min egen søn, den person jeg elsker mest i verden?

Var jeg den grimme person i andres øjne? Nej. Der var jeg hende, der var stærk. Hende der altid smilede. Jeg var bare også hende, der ikke kunne sige nej og som ikke kunne mærke sig selv.

Jeg var hende, der bare åd den. Både sukkeret og alle de gange mine grænser blev overskredet.

Jeg kunne heller ikke sætte grænser i det nye forhold. Jeg åd den, selv på bekostning af min egen søn. Forholdet sluttede da vi mistede en lille baby. Låg på!

I mellemtiden.

Jeg flyttede tilbage til Danmark med en følelse af rodløshed i bagagen. Det var en latent følelse i mig. Jeg var en levendegjort helikopter.

Jeg øvede mig også til perfektion i ”strudse” teknikken. Jeg havde et kortere forhold til en mand med store issues.

Man gentager sin historie indtil man har lært af det! Thats the way it is. Forholdene afspejlede hvordan jeg så mig selv. Hvem jeg selv var. Det forstod jeg bare ikke.

Jeg følte tit, at livet gik min næse forbi. Når jeg følte, var det uro og rastløshed. Jeg tænkte dengang, at jeg kun levede et 50 procents liv.

Sammenbruddet.

Jeg skruer tiden frem til februar 2015.  Et arbejdsforhold for en chef med psykopatiske træk, tog den energi jeg havde tilbage og endeligt ville kroppen ikke mere. Sammenbruddet blev også et vendepunkt.

Efter flere år med underlige symptomer, der gradvist blev værre, blev det endnu værre. Da gik det op for mig, at jeg havde fået lavt stofskifte. Listen af symptomer var nærmest uendelig.

Glemsomhed, smerter i led, overvægt, søvnløshed, træthed, kløe i ørene, kløe i huden, blødende tandkød, osteklokkefornemmelse, svamp, hårtab, tristhed, uden følelser. Kunne ikke koncentrere mig om ret meget.

Ikke læse bøger, ikke se et tv program og jeg hørte ikke musik. Mit hjem var rodet og beskidt. Jeg orkede ikke livet.

Jeg havde store smerter i benene. Jeg havde taget mange kilo på, var tyk og træt og uendelig trist. Min læge tilbød lykkepiller, for blodprøverne (de få og utilstrækkelige der blev taget) lå lige indenfor referencerammen. Jeg var alt for træt til, at kunne gennemskue hvad jeg skulle gøre.

Jeg var sukkerafhængig. Jeg sendte min søn over efter slik og skældte ham ud hvis han havde købt det forkerte. Jeg kunne æde en hel jordbærtærte. Dulmede og dulmede. Mit selvværd var der ikke. Jeg var der ikke.

Jeg havde solgt ud af mig selv i mange år. Så bange for at blive forladt. For ikke at være noget værd. En byttehandel der til sidst tømte bægeret helt, for der er grimme renter.

Der SKULLE forandring til. Det hjalp min krop mig med at forstå. Den var ikke en silent partner mere, den råbte af mig!

Detox forløbet var et halmstrå. Jeg gik all in, med det jeg formåede. Nulstillede mine forventninger og skepsis og erstattede den med håb og tro.

Jeg forstod fra starten, at jeg måtte være tålmodig med mig selv. For første gang nogensinde tog jeg mig selv alvorligt. Jeg tog fri fra arbejde i seks uger. Det klogeste valg jeg nogensinde har taget!

Jeg brugte tiden på at spise rigtigt, gå ture. På detox ritualerne. Jeg gav mig selv tid, hvile og ro. Det gav pote. Jeg startede som binyre/cortisoltypen og er nu opstrammende type.

Efter kun fire uger på detox var 80% af mine symptomer væk. Det var så vildt.

Jeg tabte mange kilo på første forløb og begyndte lige så stille, at agere anderledes i mit liv. Jeg begyndte at mærke mig selv og sige fra. Jeg opdagede, at det kunne man helt uden at ”blive forladt” Det var små skridt i starten, men kæmpe sejre.

Jeg endte med at tage fire forløb og hvert eneste af dem, har været et vigtigt skridt på vejen for mig. Til at gøre kosten til vane, lære at forstå min krops signaler efter at have levet adskilt fra den og kun været i mit hoved.

For hvert forløb er jeg gået dybere. Jeg  kunne mærke at det her det ”virkede”.

Man er så visseligt indrettet, at man tager det ind man formår. Jeg husker, at der på første forløb var kvinder der blomstrede, som jeg gør nu. Jeg tænkte, at det blev aldrig mig, men det gjorde det.

Jeg lærte at være tålmodig og taknemmelig for tiden. Glad for at have tilbagefald og  begynde at forstå hvorfor.

Hvordan min sjæls tilstand hænger uløseligt sammen med min krops og hvad den efterspørger. Hvornår det er et gammelt mønster der stikker næsen frem og hvornår det er mig og mine grænser, her og nu ,som jeg skal lytte til.

Its all in my head!

Jeg indså så mange ting om mig selv på detox. Ikke alt var lige behageligt.

FB gruppen er et smukt ocean af kvinder, man kan spejle sig i. En tryg base at vise sit aller grimmeste jeg. Der hvor skylden og skammen boede. Så jeg endelig kunne smide den overbord. Et sted uden fordomme, hvor man også kan dele sin glæde. Mindst lige så vigtigt.

Ud kom det. Alt det gemte skidt og skrammel. Det der gjorde at jeg ikke tog vare på mig selv. At jeg blev tyk. Det er ikke bare at tabe sig, der følger nogle fantastiske ting med, hvis man er villig til at tage sig selv alvorligt og gå vejen skridt for skridt.

Tit var det som om der var beskeder til mig, lige når jeg var klar. Enten fra en mentor eller i en anden kvindes historie. Jeg har grædt og grinet og været utroligt berørt. Jeg har spejlet mig i skæbner og frydet mig over fremgang. Kvinder er jo helt utrolige kraftfulde.

Før så jeg det gode i verden, som noget der kun skete for andre. Jeg hadede næsten ”de heldige” for det. Uden at forstå, at det spejlede mig. - min egen selvopfattelse.

Det var ikke en skæbnelagt plan, at mit liv var, som det var. Det var ikke bare held for ”de andre”. Det jeg var misundelig på, var det jeg selv ønskede mig. Det gode i livet.

Jeg er en stærk person, men jeg er også svag. Jeg er det hele og det er ok.

Jeg er jo skide fantastisk! Ja, jeg er kommet til at holde af mig selv! På tide.

For en tid siden ville jeg høre et musiknummer, jeg plejede at elske. Nu kunne jeg slet ikke holde det ud. Så trist og melankolsk.

Jeg begyndte faktisk at græde. Ikke fordi musikken gjorde det ved mig mere, men af sorg over at have levet mit liv i mol! Men så blev jeg glad. Det var et lidt sjovt bevis på hvordan jeg oplever ting anderledes nu.

Jeg har ”tabt” 70 cm. Tyve cm alene fra min talje og tyve kilo er nu forsvundet fra mine 156 cm.

Min veninde sagde på et tidspunkt ”hvem kunne vide der gemte sig sådan en lækker steg indenunder”

Men det havde været værdiløst, hvis ikke mit indre var vokset i harmoni med at kroppen krympede. JEG havde sgu store issues!

Knude for knude er blevet løst op. Jeg er forandret indeni og udenpå. Min hud er glat, appelsinhuden næsten væk og kiloene bliver ved med lige så stille at forsvinde. Min cyklus er for første gang i mange år præsis.

Detoxkosten er guf for min krop. Jeg havde vænnet mig til oppustet, øm mave og troede, det var sådan det var. Nu kan jeg ikke forestille mig at ”æde den” mere. Jeg vælger det, som er godt for mig selv.

I undrer jer måske over mit ”på hug” efter billede. Hvorfor? Fordi jeg kan sidde sådan nu! 

Jeg har det bedre og har mere energi end i mange mange år. Tænk at man skulle blive 45 inden man for alvor elsker sig selv. Det er trods alt et fornuftigt udgangspunkt for kærlighed til andre.

Livet er ikke et tog, jeg aldrig når. Jeg kører med det hver dag. Jeg er glad. Hvor jeg før havde ti dårlige dage og en god, så er det omvendt nu. Og den dårlige dag er ikke engang dårlig, for den lærer mig om hvorfor.

Årene imellem.  

Det sidste forløb fik mig til at forstå, at årene imellem var nødvendige. De er mine og selv om man ikke kan ændre fortiden, så kan jeg ændre fremtiden.

Man er ikke sin fortid!

Jeg kan tage valg for mig selv, som er gode. Det er ”på mandag” NU :-) Det gode spreder sig som ringe i vandet og åbner nye døre for mig og lader mig møde nye mennesker og muligheder.

Nye vaner tager tid. Jeg er tålmodig. Det tog mange år at blive syg og det tager tid at blive rask.

Men kroppen er taknemmelig.

Den arbejder med, ikke imod. Den er den fineste vejviser, når bare man lytter. Jeg er stadig på vej. At rejse er at leve, sagde en mand med tandpine og det gør jeg nu.

Rejser i mit liv.

Naturen, hvile, latter og nydelse er mine kode ord.

Mit mantra er lige nu ”done beats perfect”  Det behøver nemlig ikke at være perfekt. Forskellen er forskellen! Det, at jeg begyndte at gøre noget andet end jeg plejede at gøre. For mig!

Det største der er sket for mig, var den dag min søn sagde til mig. ”hvor er det dejligt du ikke er så træt mere. Før sov du næsten hele tiden”

Så kom an liv!

Jeg er her.

Knus 

Lotte

P.S. Hvis 2016 skal være året hvor også du slipper kampen med din krop, dit humør og dine omgivelser, så skal du beslutte dig inden søndag kl 21:30, hvor jeg lukker dørene for Detox dig Smuk dette år