Ninka den underlige med medbragt mad
Da jeg var lille, havde jeg armene foldet over hinanden ovenpå håret som en arm-turban, hver gang jeg var ude blandt fremmede.
I virkeligheden ville jeg helst have haft en kasse med kukhuller i. Så genert var jeg.
Havde der været burkaer i Bøvlingbjerg (hvor jeg boede laaaangt ude på bøhlandet), var jeg trukket i sådan en.
Helt så slemt er det ikke mere.
Men jeg mærker en snert af det alligevel en gang imellem. Trangen til ikke at ville være i vejen og stikke næsen frem.
Som i går, hvor vi var to vennepar hos nogle af vores ældste venner. Med børn, påskemiddag og det hele.
ALLE var SÅ søde. Der blev lavet tun til Morten og kødet blev stegt i olie. Vi havde selv de der papæg med guf i til vores børn. De andre fik papæg, der lignede Melvin og Bertrams.
Tapenaden var uden mælk og gluten.
Jeg sagde "Nej tak" til rødvin hele aftenen. Men snuppede to glas portvin og lidt økologisk kaffechokolade 70 % senere.
Det var skide hyggeligt.
Vi grinede hele aftenen. Og underne legede og spillede Playstation og byttede Pokemon kort. Melvin fik Carte D´or is OG mælkechokolade. OG franner med smør og ost til morgenbordet. Han er efterhånden den eneste, der går det hele, når han er ude nogle gange om året.
NÅ. Hvor vil jeg hen med det?
Jo, nogen gange synes jeg da, at jeg er skide irriterende, når jeg skal kigge på etiketter, ikke vil have dit eller dat. Og ikke længere kan være Ninka med alle slikposerne, der let hældte en flaske vin i svælget ved festlige lejligheder. OG åd fire franskbrødsmadder OG wienerbrød bagefter.
Det var da nemmere.
Men nej - jeg vil aldrig nogensinde tilobage til det alligevel.
Jeg er glad for mit valg. Også selvom vi nu selv har boller, hørfrøolie, proteinpulver, pålæg, soyayoughurt, guf og granatæblesaft med. OG fylder hele værtsparrets køleskab med det.
"Det er fantastisk, at Bertram bare kan gå rundt sammen med de andre børn og lege nu. Det var jo et HELVEDE for ham før", sagde vores ældste fælles ven Søren. Som HAR været på ferie med Bertram, dengang han fik ostepops og var så adfædsforstyrret og manisk, at jeg var sikker på, at det var sidste gang, de gad være sammen med ham igen. Efter den oplevelse gik der flere år før vi tog Bertram med ud.
Nu er vi en familie igen.
Og vi er sunde, slanke, glade og LEVENDE.
Og vi kan færdes SAMMEN blandt andre mennesker med vores før så syge barn.
Hurra for det.
Også selvom vi har mærkelig proviant med og er en smule besværlige en gang imellem.
Hvis jeg vil gøre en forskel i verden, er jeg NØDT til at træde ud af mængden og være FOR MEGET.
Kys
Ninka
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (24)