Positiv egoisme

Tak for de fine kommentarer til min blog om Bertram, der bliver hjemme fra fødseldage, når han ikke har lyst.

De indlæg, I har skrevet, beskriver alle de tanker, jeg har haft gennem hele livet. Og derfor vil jeg skrive en blog om, hvor de har ført mig hen.

"Kan man tillade sig det?"

Hvad mon de andre tænker?"

Gad vide om hun bliver ked af det, hvis jeg ikke kommer."

"Hvad nu hvis de bliver sure på mig".

"Man skal jo også tage hensyn til andre".

Jeg har ikke tal på, hvor mange fester, jeg har lidt mig igennem med et høfligt smil på læben. Imens jeg krøllede tæer i stiletterne af anstrengelse og længsel efter min seng.

Ligesom jeg blev 36, før jeg overhovedet begyndte at mærke efter, hvad jeg havde lyst til fagligt og rettede ind efter det. I stedet for at tage hensyn til andres ønsker og forventninger til mig. 36 år, folks!

Da jeg var yngre, kastede jeg mig også ud i et par usandsynligt dårlige knald, fordi jeg ikke kunne lide at gøre en i øvrigt venlig fyr ked af det ved at afvise ham.

Hvor startede det? det startede derhjemme i køkkenet, hvor min mor og mormor havde 100 % fokus på, hvad naboerne, vennerne og familien tænkte. Og rettede ind efter det. At tænke på sig selv var egoistisk. Og hvem vil være det?

Jeg er en egoist
Det er derfor, jeg er så optaget af positiv egoisme. Og jeg klapper i mine hænder indvendigt, når de kan mærke, at de egentlig har brug for at blive hjemme, og derfor melder fra til arrangementer. Også selvom det måske er ærgeligt for den, der holder festen. Fordi de ved, at den indre stemme, det indre barn, skal passes og plejes før alle andre.

Da jeg blev mor, brugte jeg mange år på at navigere efter min families behov. derfor gjorde jeg rent, læste bøger for dem, smurte madpakker, lavede mad, vaskede tøj, gik på legeplads med dem FØR jeg overhovedet begyndte at tænke på, hvad jeg havde lyst til. Hvis jeg da overhovedet kunne mærke det. Jeg lod være med at sætte mig ned og slappe af. jeg udsatte toiletbesøg, hvis et barn råbte på mig. jeg lod være med at løbe, møde venner eller andet, som jeg havde brug for. Og når jeg endelig gjorde det, var det med undskyldninger og sætninger som: "jeg er også ked af at gå, men jeg er NØDT til..."

Og hvordan blev jeg som mor af det? Mere og mere bitter. Mine uopfyldte behov, brændte indeni som en længsel. Og uden at ville det, blev min familie forhindringen for mig. Jeg brugte dem som forhindring. Og jeg var dum nok til at bebrejde dem og blive irriteret på dem over det. Selvom det var 100 % mit eget ansvar.

Så lykkedes missionen om at tage hensyn og være god mod andre i stedet for at være egoistisk? Nej, for jeg blev en sur mor af det.

Det har taget mig lang tid at lære, og på webholdet er der et helt modul med effektive redskaber og øvelser, der lærer kvinder positiv egoisme.

Og jeg lover jer, at jeg er blevet en bedre mor af ALTID at mærke efter, hvad jeg inderst inde har brug for og lyst til og navigere efter det. OGSÅ når det betyder, at andre bliver sure, kede af det og skuffede.

Jeg kan ikke passe på andre, hvis jeg ikke kan lytte til og passe på mig selv.

Derudover er jeg meget optaget af at være kærlig, støttende, positiv og omsorgsfuld overfor andre. jeg mener, at vi skal hjælpe og støtte hinanden. Men ikke ved at udslette os selv. Ikke ved at sige Schhhhh til den indre stemme. Ikke ved at låse det indre barn inde eller beordre det til alle mulige ting, som det ikke har lyst til.

Det er jeg glad for, at mine børn lærer, allerede inden de bliver voksne.

Knus

Ninka