SOLO
Her er min seng på Tisvilde Badehotel, hvor jeg boede sammen med Annika, da vi holdt workshop. Havudsigt. Smuk seng. Guddommelig mad.
Det var nogle magiske, følelsesladede og totalt transformerende dage. Hvor ofte har man ellers mulighed for at være i rum med kvinder, der har afsat to hele dage og de næste tre måneder med at UNDE SIG SELV DET BEDSTE? Vi græd meget sammen, vi var rørte til tårer. Og vi arbejdede, nød, grinede, dansede og forvandlede os selv igennem de to dage i det smukke Gjethus i Frederiksværk.
Mit yndlings-emne er hemmeligheden bag fiasko og pleje af det indre barn. Og jeg glæder mig til at fortælle om det i Norge. Jeg håber VIRKELIG, at de forstår mit danske.
De sidste 4 dage har jeg boet på min sofa og ladet op efter workshoppen. Det er vigtigt for mig som særligt sensitiv at give mig selv totalt fred sammen med min familie, når jeg har været rejseleder for stor gruppe kvinder midt i deres livs mest udfordrende rejse. nemlig den, der fører dem tilbage i kroppen (hvor man jo også pludselig kan mærke smerte, vrede, glæde, sorg).
Tilbage til sengen. Jeg sover simpelthen bedst, når jeg sover alene. Så det gør jeg for det meste. der er dage, hvor jeg smider madrasser på gulvet og sover sammen med mine børn, og når de har brug for mig, er favnen tilgængelig. Også om natten. Men for det meste sover jeg alene. Uden mand og børn.
Kvinder er designet til at have et øre åbent for børnegråd og lurende farer i mørket. Så når der er elsklinge i soveværelset, bliver søvnen ofte forstyrret.
Det vil for mit vedkommende sige, at jeg så sover skidt og er en vrissen og træt mor i den vågne tilstand, hvor de ellers skulle have mest glæde af mig.
Giver du dig selv lov til at være alene?
Jeg møder rigtigt mange dejlige kvinder, som drømmer om at sove alene, men er bange for at stå fast ved den drøm og det behov af angst for at gøre manden ked af det. Hvordan sover du bedst? Og står du ved det? eller er det på tide at indrette en privat sovekrog til dig selv?
Knus Ninka
(PS. Vi har fået vintergækker i haven. Og jeg har hørt en solsort synge. Det er forår...)
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Kommentarer (0)
Ingen kommentarer fundet.