Susan, kernesund coach, deler sin historie på bloggen i dag

En rejse
Jeg kan rent faktisk sidde lige netop nu, i dette øjeblik og skrive at jeg er begejstret for mit liv, at jeg føler en glæde, kærlighed, respekt, lykke, omsorg….ja jeg kunne blive ved.

Jeg har levet alt for længe i skyggen af mig selv, gemt mig væk og undertrykt mit sande jeg. Dette har kun resulteret i sorg, depressioner, fedme, sygdom, selvdestruktiv adfærd og en person, som både har været en dårlig mor for sig selv, men også for sine børn.

Kernesund Coach Uddannelse
Den dag jeg stod for enden af trappen i Soulhouse på Nørrebro for første gang, og skulle til informationsmøde om kernesund familie coach uddannelsen, havde jeg en fornemmelse af at være kommet hjem. For hvert trin jeg tog op ad trapperne, blev denne fornemmelse bare stærkere og stærkere, da jeg åbnede døren for enden af trappen og trådte ind i rummet, blev jeg så overvældet af følelser, at jeg kunne mærke tårerne trængte sig på.

Vi blev placeret i en rundkreds midt i rummet, jeg husker at jeg ville sidde så langt væk fra Gudinden Ninka som muligt, for jeg følte mig slet ikke værdig til at være i hendes selskab. Da jeg fik øje på hende mistede jeg helt vejret, det var ligeså vildt som dengang jeg for første gang så Michael Jackson i Parken, for mig var Ninka indbegrebet af guddommelighed. Jeg havde jo købt hendes bog for mange år siden og havde prøvet af flere omgange at leve efter de principper hun beskrev så fint. Jeg havde et inderligt ønske om at kunne være ligeså stærk og smuk som hun var. På et tidspunkt åbnede døren og ind trådte Ninkas søster Ursula, det var ligesom når man ser i film, hvor der kommer nogen ind ad en dør og man bliver væltet omkuld af en vind, og personen der kommer ind ad døren går i slowmotion, sådan oplevede jeg Ursulas entré. Hun var alt det jeg altid havde ønsket mig at være, en skønhed, en engel. Denne aften tror jeg nok varede ca. 4 timer, på de fire timer, stod det mig helt klart at det her var det helt rigtige for mig, det var her jeg skulle finde min vej, det var her at jeg skulle genfinde mig selv, og blive den optimale udgave af Susan, jeg hulkede som et lille barn hele vejen hjem i bilen og var bare så taknemmelig for at jeg havde fået chancen for at blive en synlig del af noget så stort som universet.

Mig
Jeg er vokset op på landet, med mor, far, storebror, hund, kat og kaniner, jeg husker meget lidt fra min barndom, og det jeg husker er ikke alle gode ting. Jeg blev misbrugt seksuelt, fra jeg var omkring 9 år, til jeg var omkring 14 år. Jeg var den de andre ikke måtte lege med, for jeg var vild og lokkede de andre ud i uføre. Jeg er vokset op i en meget kritisk familie, hvor man altid er blevet hakket på, bedømt og kritiseret, de voksne havde en mening om alting, der var aldrig nogen der spurgte om noget, de havde alle svarene selv.
Når man som barn i vores familie f.eks. faldt og slog sig, blev man hånet, hvis man var ked af det, fik man af vide at der ikke var noget at tude over. Der var ingen forståelse, eller trøst.  

Pakkede mig selv væk
Jeg blev ret hurtig god til at skjule mine følelser, jeg pakkede dem godt væk og lærte at smile hele tiden, uanset hvad jeg blev mødt med. Jeg blev mere og mere distanceret fra mig selv, jeg mistede en lille del af mig selv, for hver dag der gik. Jeg begyndte at hade mig selv for at have følelser, hvilken nytte gjorde de mig. 
Til sidst mistede jeg mig selv så meget at jeg faktisk slet ikke mærkede mig selv mere. Jeg kunne ikke tage mig sammen i skolen, jeg pjækkede meget og var fuldstændig ligeglad med det hele. Jeg var så lukket at jeg rent faktisk ikke anede hvad der foregik uden for den osteklokke jeg var kravlet ind i.

Kærligheden
Min første kæreste som jeg flyttede sammen med i København, for jeg skulle bare væk fra landet, var voldelig, jeg var 18 år gammel. Stod for første gang alene uden mor og far. Når de spurgte ind til mine blå mærker, stak jeg dem en løgn, som de åd råt. Nogle år senere, havde jeg fundet en ny kæreste, en afrikaner som friede til mig efter 4 uger, jeg var omkring 23 på dette tidspunkt, jeg var ælde vild af ”lykke” over at nogen overhovedet ville have mig, så jeg sagde ja uden at blinke. Dagene efter mærkede jeg godt nok en tvivl om det nu også var det rigtige, men jeg valgte at overhøre min tvivl, og jeg kunne jo heller ikke være bekendt at springe fra, nu havde jeg jo sagt ja.

Blev mor
Vi blev gift og fik en pige kort tid efter. Det at skulle være mor var en af de ting i livet som jeg virkelig så frem til, jeg havde drømt on denne dag siden jeg var en lille pige. Men drømmen blev til mareridt. Jeg havde forestillet mig at der ville komme dette lille væsen til verden, et rent og uskyldigt væsen som ikke kendte til alt min elendighed og derfor ville elske mig betingelsesløst. Det jeg ikke havde regnet med var at dette lille væsen havde brug for omsorg og kærlighed fra mig, det var jeg helt ude af stand til, jeg anede rent faktisk ikke hvordan jeg skulle bære mig ad.
Når hun græd, havde jeg allermest lyst til at smide hende ud af vinduet, jeg var fuldstændig panisk over at jeg ikke anede hvad det var hun så gerne ville have fra mig.
Jeg husker de tre første år af hendes liv som et helvede, et evigt skrigende barn, der bare ville have sin mor, men mor var ude af stand til at give hende det hun havde brug for.

Ny mand og mor igen
Jeg blev kort tid efter hendes fødsel skilt. Da hun var 4 mødte jeg en ny mand, jeg husker jeg var på blind date med ham, og på hele daten sad jeg og tænkte, hvorfor kunne han ikke bare ligne tjeneren lidt mere.
Han ser sød ud, hvorfor kan han ikke bare se lidt mere normal ud, pænere ud. Men vi endte jo hjemme hos ham, for jeg kunne igen ikke sige nej, og inden jeg så mig om skulle jeg være mor igen, og vi var ved at bygge hus.
Vi boede i huset i 2 år.. Så solgte vi det og flyttede hver til sit.

Blev student
Jeg har i hele dette forløb startet utallige uddannelser, som jeg aldrig har gjort færdig. Dog i 2001 tog jeg en studentereksamen, jeg havde på det tidspunkt altid hver sommer stået og kigget langt efter studenterne, når de kom kørerne i deres vogne, med balloner og flag, jeg fik et sug i maven hver gang og tænkte altid "bare det var mig". Det oplevede jeg i 2003, da jeg fik min hue på og skulle ud at køre vogn. Det er nok en af de lykkeligste dage i mit liv.

Jeg har været i terapi i mange år og har da også fået bearbejdet nogle ting, og jeg har udviklet mig på nogle områder, men jeg har altid haft følelsen af at der manglede noget, der var stadig noget der lå og ulmede, som fik mig ned med nakken i perioder, noget som gjorde mig ked af det og handlingslammet i flere uger ad gangen.
Jeg har på nuværende tidspunkt en kontorassistent-uddannelse, som jeg blev færdig med i august 2012. og har samtidig færdigjort en massør-uddannelse.

Coach Uddannelsen
Ja og så er jeg jo startet denne her coach-uddannelse. Den rejse jeg har været på, på denne relative korte tid coach-uddannelsen har varet indtil videre, har været fuldstændig vild. Jeg mærker virkelig fysisk i min krop, de ændringer der sker. Der er en tåge der langsomt letter, som har tynget mig og holdt mig nede i alle disse år. Jeg mærker en tro på at jeg også har ret til at være her, at vinden også blæser og at jeg går i slowmotion når jeg træder ind i et rum. At jeg ikke er så usynlig mere, jeg bliver mere og mere synlig for hver dag der går, jeg føler en accept, en samhørighed og en ligeværdighed som jeg aldrig før har følt i mit liv.

Jeg er så taknemmelig for min nye ”familie” en masse fantastiske modige kvinder, der tør stå ved dem selv, jeg bliver inspireret af dem hver dag. Jeg er så taknemmelig over at jeg får lov til at føle hvordan det er at være i live, jeg er så taknemmelig for at jeg har fået modet til at møde alt det ubehagelige indeni og jeg er glad for at jeg har fået modet til at slippe det, slippe det, så jeg igen kan blive hel. Og det er så vildt at tænke på at det eneste det egentlig kræver, er at jeg bare er mig selv

Susan Rasmussen 

ps. kan du genkende nogen af disse mønstre?