Tynd og usund, slank og sund...

Billederne her er der forklaring til nedenfor. Det første er et billede af mig som tynd og usund. Det andet er et billede af mig som normal-vægtig og sund.

Jeg startede dagen med at slette en handling. I form af en blog, som jeg havde skrevet i går aftes. Allerede i går aftes, da jeg havde lagt den på, sagde jeg til Morten. "Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at offentliggøre den blog."

"Men det er jo det, vi altid har gjort. Delt alle sider af vores liv. Også de svære," svarede den kloge, skønne mand.

Bloggen handlede om, at vi er ved at finde en base, hvor Morten og jeg på skift kan være alene en gang imellem. Fordi det trænger sindssygt meget til. Begge to. Nogen gange tænker jeg: "Er det der med at bo sammen for evigt og på samme måde overhovedet den fedeste løsning? Findes der andre måder at gøre det på." Og det snakker vi meget om. Andre gange synes jeg, vores symbiose er det fedeste i verden. Og helt ærligt aner jeg ikke, hvordan jeg fungerer, hvis Morten ikke er der hele tiden. Måske derfor er det vigtigt at prøve.

For Mortens vedkommende, så mødte han mig, da han var 19. jeg var den første rigtige kæreste, han havde. Og han direkte fra teenager til ung, ung far med handicappet barn. Han missede interrail, rejser, tid alene at blive voksen og moden i.

Og jeg var et vrag til jeg mødte ham. Ganske enkelt.

Tilbage til den ekstra base. Og den slettede blog.

Da jeg læste en af de første kommentarer, som var en vurdering, blev jeg klar over, at jeg måske ikke skulle have skrevet om det. Vurderingen gik ud på, at det var underligt, at jeg havde en perfekt dag, når vi ledte efter en ekstra bolig. Hvorfor sørgede jeg ikke? Det måtte da være trist.

Det stod klart for mig, at det at jeg lever i overbevisningen: "Alt er en gave, alt er en mulighed for udvikling og glæde" måske ikke er egnet til en blog.

Og det stod klart for mig, at selvom jeg ved at vi alle (inklusiv mig selv) vurderer hinanden på baggrund af vores egne værdier, som vi har arvet af vores forfædre. Selvom jeg ved, at vi vurderer hinanden på baggrund af egne drømme, bekymringer, begrænsninger og muligheder, og derfor ved, at vurderinger intet siger om mig, så:

ORKER JEG IKKE AT BLIVE VURDERET. IKKE LIGE NU. Jeg orker ikke høre hvad jeg bør tænke, føle og gøre.

Og hvis jeg ikke gør det, så må jeg lade være med at skrive om det.

Så det venter jeg med, indtil jeg er klar til det, ok?

Om at være tynd og usund og slank og sund.
Og så til billederne. Bagefter sad jeg så og læste om sygeligt tynde modeller. Og huskede mig selv som sådan en. Der levede på cigaretter, slankekure, slik og selvhad. Det er umuligt at pine sig smuk. kroppen sladrer altid. Med dårlig lugt (jeg havde dårlig ånde allerede dengang), slap hud eller andet. Se bare hende her. Hun er så afsindigt tynd, men manglen på vitaminer, mineraler og gode fedtsyrer, har gjort huden slap.

Da jeg havde læst om det, tog jeg tøjet af og kiggede på mig selv i spejlet. Og tænkte: "godt gået". Jeg er 39. og brysterne sidder fint og fast, højt oppe uden hjælp. Huden er glat og fin. Jeg elsker mine hofter og kvindelighed. Huden er fast. Sådan er det at være slank og sund.

Og sådan er det at være mig. I dag. På et badeværelse nord for København.

Og lige nu glæder jeg mig bare til Morten kommer hjem med drengene. jeg elsker dem alle 3 usigeligt sindssygt meget.