Uselvstændig Ninka

Jeg har været et pattebarn.

Uselvstændig som bare fanden.

Jeg ved ikke, hvad der står på min bankkonto. Og jeg ved ikke, hvordan man lægger billeder på min egen blog. Jeg har fået ny computer, og jeg kan slet ikke finde ud af den. Så jeg skal hele tiden bede Morten om at lægge billeder ind og gøre dem mindre for mig.

Jeg har gjort mig afhængig af Morten. Og lige nu er han lige så træt af den afhængighed, som jeg er. Så derfor får i en blog uden billede.

Og derfor skal jeg selv lære at lægge billeder på. Og derfor skal vi i banken på onsdag, så jeg kan komme ud af den her selvvalgte, men forbandede lillepige-rolle, hvor jeg skal bede Morten om penge, når jeg skal på kursus, have tøj, købe ind eller andet. Jeg bliver simpelthen nødt til at blive voksen på de der voksen-kedelige områder, som jeg har forsøgt at undgå. jeg har byttet min selvstændighed væk for mageligheden ved ikke at skulle kigge på kvitteringer, bankkonti og budgetter. Men det er ikke en god byttehandle for mig længere.

Morten er ved at få spat af mig. JEG er ved at få spat af mig.

Og på onsdag skal vi i banken, og jeg skal have overblik over vores konti og have min egen økonomi.

Og jeg skal bede vores dygtige programmør om et kursus i min nye computer og billedbehandling på nettet.

Jeg skal nok blive voksen. Hurtigt. jeg lover det.

ER du også afhængig af din partner?
Jeg er optaget af de små aftaler, klemmer og fælder, vi roder os ind i med vores kærester. Vennepar omkring os går fra hinanden på samlebånd. Og når vi ikke kan holde hinanden ud herhjemme, er det som regel, fordi vi ikke kan holde de roller ud, vi har puttet os selv ned i mere.

Morten kan ikke holde den selvopofrende redningsmands-rolle ud mere. Jeg kan ikke holde den selvstændige lillepige-rolle ud mere.

VI VIL UD AF DEM. OG DET KOSTER. For selvom vi hader rollerne, er de blevet vores tryghed. Det vi kender så godt. Så det at gøre noget nyt er utrygt, angstfremkaldende, svært.

Ud af tryghedszonen
Desværre er ubehag det, vi må betale for at komme videre her i livet. Det er ikke i trygheden, at vi rykker os. Så er du bange, usikker, utryg? Det er et ok sted at være. det betyder, at du er på vej ud af tryghedszonen og ved at udvikle dig. Min urtyghed går på enorm modstand mod kedelige tal, banker, kontoudtog og regnskaber. jeg føler mig dum og uduelig og kan slet ikke finde ud af det. Jeg bliver også vred bare ved tanken om at skulle tage ansvar for det. Men der er ingen vej udenom, hvis jeg vil være fri og voksen.

Morten er vant til at redde Bertram (da han var syg) og mig (da jeg var stresset, tyk, depressiv). Han er vant til, at det gælder liv og død. at hvis han giver slip, så går alting fra hinanden. det var en rolle, der fungerede, da Bertram var auutistisk og jeg var depressiv. Nu er den ikke nødvendig mere, og den rolle dræner ham. Alligevel har han svært ved at læne sig tilbage i tillid til, at jeg nok skal tage ansvar, være voksen og tage over. Selvom han kan se, at jeg kan. For rollen som redningsmand er hans identitet og tryghed. Også selvom den tynger ad helvede til.

Giver det mening?

Hvad holder I hinanden fast i derude?

knus

Ninka