Kommentarer (2)

1. ninka mauritson på 21.04.2011

   Jeg bliver utroligt inspireret af at læse jeres kommentarer.
   Wauw.
   
   Ninka
2. Emilie E på 20.04.2011

   Jeg kom til at tænke på, at det er vel ikke mere "synd" for børnene at leve sundt, end det er for os selv, som voksne / forældre. Så hvis man synes at det er synd for en selv, at man skal leve sundt, så synes man vel også at det er synd for ens børn? Hviler man derimod i sig selv og har det godt med beslutningen om at leve sundt, så er det en gave man giver sine børn, fremfor en belastning, eller noget som skal opfattes som "synd". Synes personligt at det er mere synd for de børn, som ikke får muligheden for at vokse op med sund mad og motion. Hvis bare børnene lærer fra start at der ikke er et alternativ til den sunde levevis, og de får lov til at vokse op med sundheden som det "normale", så tror jeg ikke at de vil opfatte det som om at de mangler noget. De finder nok hurtigt ud af at de får det elendigt af at spise den mad som de andre spiser til fødselsdage og lignende. Fx dundrende hovedpine af at spise sukker. Det gælder om at have en åben dialog med sit barn om hvorfor man vælger som man gør i familien, både med hensyn til maden og de fravalg man gør sig. Jeg tænker at det handler om at fremhæve alt det gode man får ud af at leve sundt, fremfor at det kommer til at lyde som om at man mangler en hel masse. Den gevinst man får ud af at leve i overensstemmelse med ens natur og de signaler kroppen giver en, er langt større end den falske tryghed og bevidstløshed man får ud af bare at følge flokken og gøre som alle andre. Det handler om at tage nogle bevidste valg og stå ved dem hele vejen igennem. Så tror jeg at man vil opleve langt mindre modstand fra resten af familien. Og så er det ikke så "synd" for børnene.
   Knus og god dag Emilie :o)

Efterlad en ny kommentar